Fortsæt til indhold

Nordea skrotter Swipp og går med på Mobilepay

Danske Bank og Nordea har valgt at indgå et partnerskab om Mobilepay i Danmark og Norge.

Erhverv

Den mobile betalingssucces Mobilepay, der er opfundet og udviklet af Danske Bank, får nu den nordiske storbank Nordea ombord. Samtidig skilles Mobilepay ud i et selvstændigt selskab med egen bestyrelse.

Danske Bank åbner generelt op for, at andre danske, norske og finske banker kan hoppe med på betalingsløsningen. Det sker for at være bedre rustet mod den stadig hårdere konkurrencesituation, hvor flere udenlandske aktører ventes at ville angribe det nordiske marked for mobilbetaling.

»Nye bankpartnere med direkte kundekontakt vil styrke udbredelsen, og samtidig får MobilePay øget muskelkraft til at accelerere innovationen, så vi kan sikre den absolut bedste brugeroplevelse,« siger Tonny Thierry Andersen, medlem af direktionen i Danske Bank.

Nordeas privatkunder vil ikke i første omgang mærke meget til det nye samarbejde. Bankens erhvervskunder vil dog inden længe blive tilbudt at komme med på Mobilepay. Erhvervskundernes Swipp-aftaler vil indtil videre stadig være gældende, oplyser Nordea.

»Det nye samarbejde er til gavn for kunderne, for markedet og de enkelte banker. Mobilepay er i dag kendt for den gode brugeroplevelse, og vi vil gerne bidrage til løsningens udbredelse og den fortsatte udvikling som en innovativ digital betalingsplatform. Det vil alle brugere nyde godt af,« siger Peter Lybecker, adm. direktør for Nordea Bank Danmark.

I forbindelse med den ny strategi droppes Mobilepays tilnavn ”by Danske Bank”.

Det vil stadig være gratis for private at bruge Mobilepay til at overføre penge til vennerne eller betale i butikkerne. Den øgede udbredelse, som man forventer med den ny partnerskabsmodel vil gøre driften af løsningen mere effektiv.

Anders Jensen, der er formand for Swipps bestyrelse, beklager, at Nordea nu trækker sig fra betalingsløsningen, som banken selv var med til at udvikle.

»Vi havde naturligvis gerne fortsat samarbejdet med Nordea om vores fælles mobile betalingsløsning. Nordea har valgt en anden vej, og det tager vi til efterretning. Swipps services over for vores kunder fortsætter uforandret,« siger formanden.

Artiklens emner
Mobilbetaling
Danske Bank