Fortsæt til indhold

Lyngbyvasen er så populær, at det kniber med at følge med. Nu er virksomheden solgt

Erhverv
Finans

Den danske designvirksomhed Rosendahl har købt Lyngby Porcelæn, der siden 2012 har genskabt det gamle brand og blevet populær på bl.a. den kendte Lyngbyvase. På fire år er der solgt 300.000 eksemplarer af den riflede vase.

Christian Elving, grundlægger af Karakter, der står bag Lyngby Porcelæn, erkender, at man i perioder ikke har kunnet følge med efterspørgslen på Lyngbyvasen.

»Vi har undervejs måttet sige nej til flere kunder, fordi vi simpelthen ikke har kunnet følge med. Dét der var tænkt, som et sideprojekt til vores eksisterende brand Karakter, blev meget hurtigt så succesfuldt, at vi stort set måtte sætte alt andet på pause,« siger han.

Efter produktionen havde stået stille i 43 år, genopstod Lyngbyvasen i 2012. Foto: Peter Berlick

Derfor er han glad for, at designfirmaet Rosendahl Design Group har købt Lyngby Porcelæn ud af Karakter.

Med købet ejer familievirksomheden Rosendahl otte selvstændige brands (Rosendahl, Holmegaard, Kay Bojesen, Global, Arne Jacobsen,Bjørn Wiinblad, Juna samt Lyngby Porcelæn). Til sammen ventes de i 2016 at omsætte for en halv mia. kr.

Det skal blandt andet ske ved at øge salget i udlandet.

»Vi har store ambitioner og set i et forretningsperspektiv er vi for hjemmemarkedstunge med en meget stor del af vores salg i Danmark og Norge. Lyngby Porcelæns position som et designbrand ser vi som en af nøglerne til at vokse på de nære eksportmarkeder,« siger Henrik Rosendahl, der ser flere muligheder i Lyngby Porcelæn.

»Men én ting er selvfølgelig Lyngbyvasen, som de fleste kender. Noget helt andet er de andre ikoniske design som bare ligger og venter på at blive relanceret. Det er i virkeligheden derfor vi køber Lyngby Porcelæn,« siger Henrik Rosendahl.

Artiklens emner
Rosendahl Design Group