Kendt sushikæde udvider massivt - men det er dyrt
Indtjeningen i den danske sushikæde Sticks'n'Sushi er ramt af adskillige nye restaurantåbninger - bl.a. på et nyt marked.
Danmarks største sushikæde, Sticks'n'Sushi, fortsætter med at udvide med nye restauranter både i Danmark, England og Tyskland.
Efter endnu et rekordår nærmer omsætningen sig en halv mia. kr. i den danske restaurantkæde, der samtidig er presset på indtjeningen på grund af sin hæsblæsende ekspansion.
»Vi investerer massivt og åbner fem-seks nye restauranter i indeværende regnskabsår. Det bliver med vores første åbning i Tyskland, fire nye restauranter i London og én herhjemme,« siger medstifter og adm. direktør Kim Rahbek Hansen.
Sticks'n'Sushi, der er delvist ejet af kapitalfonden Maj Invest, kom ud af sit seneste regnskabsår med en omsætning på 423 mio. kr. Dermed løftede restaurantkæden salget med over 20 pct. Indtjeningen derimod var mindre prangende.
Kun 2,8 mio. kr. tjente Sticks'n'Sushi. Året forinden var overskuddet på næsten 10 mio. kr.
»Vi har stadig sorte tal på bundlinjen, selvom vi investerer kraftigt. Det er fuldstændig i tråd med vores strategi, at vi ikke skal lave kæmpestore overskud. Gjorde vi det, var det fordi, vi ikke rykkede nok,« siger Kim Rahbek Hansen, der grundlagde Sticks'n'Sushi i 1994 sammen med sin bror, Jens Rahbek Hansen, og Thor Andersen.
I det seneste regnskabsår åbnede Sticks'n'Sushi adskillige nye restauranter, så kæden nu er oppe på i alt 16. Til januar tager den storsatsende sushikæde hul på et nyt marked, når den åbner på Potsdamer Strasse i Berlin, Tyskland.
Derudover har Sticks'n'Sushi yderligere fire restauranter i London på tegnebrættet.
»Lejemålene er sikret. Nu skal restauranterne bare tegnes og åbnes,« siger Kim Rahbek Hansen.
Alene satsningen i Tyskland har kostet et tocifret millionbeløb for Sticks'n'Sushi, der nu beskæftiger over 1.000 ansatte. Ifølge direktøren skal der på nuværende tidspunkt ikke åbnes flere restauranter end dem, der allerede er i ordrebogen.
»Men når vi kommer hen mod sommeren, skal vi nok kigge på noget igen. Vi har ambitioner om at føje flere restauranter til - særligt i Tyskland,« siger Kim Rahbek Hansen.
Næste efterår slår Sticks'n'Sushi dørene op i Tivoli Hjørnet, der er under opførelse i det centrale København.


