Tillæg, fradrag og hotelovernatninger: Det har du ret til, når du rejser med jobbet
Så snart du er på rejse med din arbejde, kan du få enten penge eller fradrag til småfornødenheder.
De fleste danskere rejser af og til med jobbet. Faktisk har den gennemsnitlige dansker lidt over syv rejsedage om året med sit job. Men det kan være svært at finde ud af, hvad du egentlig har ret til, når du rejser med jobbet, og der er da også store forskelle på, hvilke aftaler de enkelte virksomheder tilbyder.
»Det er et forhandlingsspørgsmål, om arbejdsgiveren skal betale alt lige fra overnatninger til kørsel. Stort set alle vores sælgere er uden overenskomst, derfor kan der laves alle typer aftaler. Vi opfordrer altid folk til at få arbejdsgiveren til at betale de omkostninger, der er forbundet med arbejdet,« siger Lance Gunnarsson, der er jurist i fagforeningen Business Danmark.
Helt konkret opfordrer han medarbejdere med rejseaktiviteter til at få skrevet ind i deres ansættelseskontrakt, at samtlige erhvervsmæssige omkostninger betales af virksomheden.
Når din arbejdsgiver betaler for de udgifter du har, når du rejser med jobbet, er der flere måder, betalingen kan strikkes sammen på. Din arbejdsgiver kan betale for de faktisk udgifter, du har, ved at du afleverer kvitteringer for dine udgifter.
Alternativt kan du få skattefri rejsegodtgørelser til kost, logi og småfornøddenheder efter takster, der er fastsat af staten. Også kaldet diæter. For logi kan du få 205 kr. i døgnet og for kost og småfornødenheder er det 477 kr.
Især posten småfornødenheder kan det godt betale sig at være opmærksom på. Din arbejdsgiver kan nemlig betale op til 119,25 kr. skattefrit i 2016 til småfornøddenheder pr. døgn, du er på rejse. Pengene skal dække f.eks. en avis, en kop kaffe eller lignende, som du køber på rejsen. Hvis ikke din arbejdsgiver betaler for småfornødenhederne, kan du i stedet trækket beløbet fra i skat.
For at få fradraget er der intet krav om kvitteringer eller lignende. Det eneste krav er, at du er udrejst i mindst 24 timer.


