Fortsæt til indhold

Ægtepar og tøjmilliardær skovler penge ind på designsucces

På trods af faldende omsætning i Danmark øger møbelvirksomheden Hay overskuddet og belønner ejerne med millionudbytte.

Erhverv

Møbel- og interiørvirksomheden Hay, der især er kendt for sine farverige kugletæpper og puder, tjente rekordmange penge i regnskabsåret 2015/2016.

Designvirksomheden lavede et overskud på knap 41 mio. kr. mod 36 mio. kr. året før.

Den øgede indtjening skyldes ganske enkelt, at Hay har formået at få forretningen til at vokse. Omsætningen var på 860 mio. kr. mod 753 mio. kr. året forinden. Det viser et nyt årsregnskab fra Nine United Denmark A/S, der er selskabet bag Hay.

Hay ejes af milliardæren og Bestseller-stifteren Troels Holch Povlsen og Rolf Hay, der sammen med sin kone, Mette Hay, grundlagde Hay i 2002.

De to ejere har valgt at belønne sig selv for det gode resultat i Hay. I regnskabsåret er der udbetalt 30 mio. kr. i udbytte, fremgår det.

Selvom ejerne altså trak en pæn sum penge ud til sig selv, voksede Hays egenkapital fra 110 mio. kr. til 121 mio. kr. Hay har også formået at øge sin overskudgrad fra 6 pct. til 7 pct.

Væksten i Hay drives af forretningen uden for Danmark. Selskabets omsætning i EU er steget fra 413 mio. kr. i 2014/2015 til 541 mio. kr. i 2015/2016. Også omsætningen uden for EU er steget en smule til nu 128 mio. kr.

I Danmark er det dog gået den modsatte vej for Hay. Her er omsætningen faldet til 191 mio. kr. i 2015/2016 fra 216 mio. kr. året forinden.

Det flotte regnskab kommer efter en tid, da Hay ellers har haft store problemer med selskabets direktør Kristian Ramm-Larsen, der blev fyret i september.

Fyringen kom efter, at Børsen fortalte, hvordan Kristian Ramm-Larsen i november 2015, samme måned som han tiltrådte i Hay, blev dømt for 31 forhold af bedrageri, underslæb, mandatsvig og dokumentfalsk over for sin tidligere arbejdsgiver Agnitio, hvor han var økonomidirektør.

Artiklens emner
Hay
Troels Holch Povlsen