Otte fordomme om virksomhedsejere – passer de?
Ejerledere adskiller sig personlighedsmæssigt på en lang række områder fra de øvrige danskere på arbejdsmarkedet.
Ejereledere er selvsikre, løber gerne en stor risiko og trives bedst med at arbejde i et højt tempo. Sådan lyder bare nogle af forestillingerne om, hvordan ejerledere er som personer. Men det er ikke altid, der er hold i fordommene.
Det viser personlighedstest blandt mere end 15.000 personer, som People Test Systems har lavet i forbindelse med rekruttering. Når man sammenholder den gennemsnitlige ejerleders personlighed med resten af testpersonerne, er det dog tydeligt, at ejerlederne generelt adskiller sig markant på mange punkter.
- Ejerledere er selvsikre. Som herre i egen virksomhed kan ejerledere ofte fremstå meget selvsikre, men ser vi på parameteret mental modstandskraft, holder fordommen ikke. I gennemsnit scorer ejerlederne nemlig 8,71 point lavere på evnen til at forblive upåvirkede af modstand og modgang.
- Ejerledere løber gerne en risiko. Fordommen holder, når man kigger på ejerlederes risikovillighed. I gennemsnit ligger de 11,3 point højere end resten af befolkningen, når det kommer til at være modig, tage chancer og afprøve grænser.
- Ejerledere er dominerende. Som både ejere og ledere får de ofte lov til at bestemme, og ejerledernes personlighed er da også generelt væsentligt mere dominerende end de øvrige testpersoner. Ejerlederne scorer generelt 14,46 point højere i forhold til at være synlige og tage styringen.
- Ejerledere er ordensmennesker. Umiddelbart skulle man tro, at det kræver stor ordensans at drive en virskomhed. Men det er ikke altid tilfældet. Ejerlederne scorer langt under gennemsnittet i forhold til at planlægge opgaver over tid, sætte ting i system og at gå op i detaljer. Her scorer de henholdsvis 11,05, 10,59 og 17,75 point lavere end resten af testpersonerne.
- Ejerledere arbejder hurtigt. Fordommen holder, når man ser på kategorien tempo. Ejerlederne scorer 14,17 point højere på tempo end gennemsnittet. Ejerlederne arbejder både hurtigt og trives i travle omgivelser.
- Ejerledere er optimister. Det kan godt ske, at de selvstændige er optimister i forhold til deres egen forretningsidéer, men når det kommer til andre mennesker, er det helt anderledes. Ejerledere er generelt langt mindre positive i deres udgangspunkt i vurderingen af andre personer, og de har en mindre imødekommende adfærd end gennemsnittet. Her scorer de henholdsvis 8,57 og 6,91 point lavere end gennemsnittet.
- Ejerledere er beslutsomme. Fordommen passer. Ejerlederne scorer 5,13 point højere end deres ansatte, når det gælder om at kunne træffe hurtige beslutninger. Ejerlederne er derimod ikke særlige konsekvente i deres beslutninger. Her ligger ejerlederne 10,06 point under gennemsnittet.
- Ejerledere er dårlige til at tage hensyn til andre. Det er en fordom, der ikke holder. På parameteret hensynstagen scorer ejerlederne kun 0,55 point lavere end gennemsnittet. Der er dermed ikke en signifikant forskel.



