Fortsæt til indhold

Hvorfor er CNN, HBO og Warner Bros. over en halv billion værd for AT&T?

AT&T har længe leveret forbindelsen. Nu vil de også kunne levere indholdet.

Erhverv

Allerede i august aflagde topbossen ved Time Warner, Jeff Bewkes, et besøg hos direktøren for det amerikanske teleselskab AT&T, Randall Stephenson.

Mødet blev kimen til den største mediehandel i nyere tid. En handel til 85,4 mia. dollars - 584 mia. kr. eller langt over en halv billion.

Men hvorfor er Time Warner med sit CNN, sit HBO og sit Warner Bros. så mange penge værd for en virksomhed, der i årevis har levet af at udbyde telefon- og internetforbindelser?

Har verdens 17. største telekommunikationsvirksomhed ikke nok i sin kerneforretning?

Ikke længere nej, og det hænger sammen med den måde, vores verden i dag er blevet afhængig af telefonen.

Det skriver CNN.

Vi bruger i dag langt mere tid end før på at tilgå nettet via vores smartphone, og det har åbnet en strøm af muligheder for underholdning, nyheder og andet, som vi hver dag bruger lang tid på.

Fremtiden er film, tv, video på mobile enheder, og det er denne del, AT&T nu får fingre i og i store træk kan bestemme retningen på.

AT&T har med andre ord længe haft teknologien til at forbinde folk til nettet. Nu får virksomheden også det populære indhold, som folk bruger nettet til at koble sig op til.

»Dette er den perfekte kombination af to selskaber, der kan supplere hinandens styrker og bibringe en frisk tilgang til, hvordan medie- og telekommunikationsbranchen fungerer for kunderne, producenterne, distributører og annoncører,« lød det fra Randall Stephenson ved offentliggørelsen af fusionen.

Direktøren har længe været fortaler for, at virksomheden selv skal eje værdifuldt indhold, som for eksempel populære programmer, og det bliver sandelig tilfældet nu med eksempler som "Game og Thrones" og "The Big Bang Theory" fra hhv. HBO og Warner Bros.

Med så store og populære programmer, som når ud til så mange mennesker fra hele verden, kan AT&T være med til at forme fremtidens medier.

I fremtiden bliver det således AT&T, man skal forhandle med, når man som udbyder rundt omkring i verden vil købe rettigheder til at vise kanaler som Cartoon Network eller TNT. Programmer som Time Warner før selv handlede med.

Og hvem vil ikke gerne have et mobilabonnement, hvor HBO er inkluderet, i stedet for at man skal købe begge ting separat? Også sådanne tiltag kan man forestille sig, AT&T vil drage fordel af til at skaffe nye kunder.

Meget af det indhold, Time Warner har produceret, er globalt, og det kan være med til at givet AT&T en kæmpe fordel i forhold til sine regionale konkurrenter, eksempelvis Comcast der ejer NBCUniversal.

AT&T kan desuden iværksætte en noget hårdere konkurrence med streamingtjenester som Netflix og Amazon end Time Warner selv kunne.

Og så er der en anden stor fordel: Ved selv at købe Time Warner sørger man for, at ingen af konkurrenterne, eksempelvis Verizon, Apple og Comcast, render med guldet.

Artiklens emner
Time Warner
HBO