Fortsæt til indhold

Banker vil ikke spærre kort, der risikerer at blive misbrugt

Landets største banker vil ikke spærre kort, som kan være havnet i hænderne på svindlere.

Erhverv

Danmarkshistoriens største sag om misbrug af betalingskort får ikke landets største banker til at spærre de mange tusinde kort.

Det oplyser flere af bankerne.

Op mod 100.000 danske betalingskort er potentielt havnet i hænderne på udenlandske svindlere. Kortene risikerer at blive misbrugt og bør derfor spærres, lød meldingen onsdag morgen fra Nets, der står bag dankortet.

Men frem for at spærre kortene vælger de største banker at lave det, de kalder »en præventiv udskiftning.« Det vil sige, at kortene, som er i fare for at blive misbrugt, fortsat kan bruges, men bliver udskiftet i løbet af de kommende uger.

I Danske Bank drejer det sig om cirka 30.000 kort.

»Vi er allerede i gang med at tage kontakt til de kunder, som er berørt af sagen. Vi har ingen indikationer af, at der skulle være foretaget misbrug. Derfor spærrer vi ikke kortene, men udskifter dem for at forhindre fremadrettet misbrug,« siger pressechef Kenni Leth.

Han understreger, at bankens kunder skal holde øje med »usædvanlig aktivitet« på deres kort, indtil at de modtager et nyt. Banken vil - som altid - også holde øje med trafikken på kortene og reagere, hvis der er tegn på misbrug.

Samme melding kommer fra Jyske Bank, hvor 7.000 kort skal udskiftes. Her bliver kortene heller ikke spærret.

»Vi har valgt denne løsning, fordi risikoen for misbrug er meget lille, og for at vores kunder ikke skal undvære deres kort, som for nogen er eneste betalingsmiddel,« oplyser Jyske Bank.

I Nordea er 23.000 betalingskort berørt af sagen om mulig svindel. De bliver alle udskiftet. Sydbank forventer, at op mod 6.000 kunder skal have nyt betalingskort. De bliver alle kontaktet af banken.

»Vi har bestilt nye kort, men spærrer først de "gamle" kort på mandag. Så satser vi på, at kunderne har modtaget deres nye kort inden da,« siger kommunikationschef Dan Prangsgaard.

I Spar Nord, der er Danmarks sjettestørste bank, skal 5.700 kunder have udskiftet deres kort.

»Vi er i fuld gang med at tage kontakt til de berørte kunder. De får et nyt kort snarest muligt. I mellemtiden kan de fortsat bruge deres kort,« siger presse- og kommunikationskonsulent Stig Jonstrup Pedersen.

Når titusindvis af danskere skal have nyt betalingskort, skyldes det, at en større mængde kortoplysninger fra en udenlandsk netbutik er havnet i de forkerte hænder.

Det fik for en måned siden Nets og en række danske banker til at spærre godt 15.000 betalingskort, der samtidig skulle udskiftes.

Nu er yderligere 100.000 betalingskort omfattet af sagen. Danskere, der har fået deres kort misbrugt, vil som udgangspunkt få deres tab dækket af banken.

Artiklens emner
Nets
Danske Bank