Fortsæt til indhold

Karsten Ree skyder millioner i nyt dansk ugeblad

Den excentriske milliardær vil sammen med en række erfarne sladderbladsfolk tage kampen op med Se og Hør og Her & Nu.

Erhverv

Danmark får et nyt kulørt ugeblad, der vil tage kampen op med Aller-koncernens Se og Hør samt Egmonts Her & Nu.

Ifølge Ekstra Bladet og BT er rigmanden Karsten Ree, der tjente en formue på at sælge sit livsværk Den Blå Avis, økonomisk bagmand bag det nye ugeblad "TÆT PÅ - kendte og kongelige".

Bladet sendes på gaden onsdag den 16. november og kommer til at koste 20 kr.

Direktøren for det nye sladderblad bliver Erling Tind Larsen, der tidligere på året stoppede som chefredaktør på Her & Nu. Det skete, efter at bladet måtte tilbagetrække og undskylde to royale forsider.

Per Kuskner, mangeårig journalist på bl.a. Se og Hør og nuværende nyhedschef på Her & Nu, sætter sig i chefredaktørstolen på det nye sladderblad.

»Ejerne er en kreds af folk, hvoraf nogen er på redaktionen, heriblandt mig selv. Det er dem, der ejer bladet sammen med Karsten Ree,« siger Per Kuskner til BT.

Ifølge den kommende chefredaktør vil bladet ligge et sted i feltet mellem Se og Hør og Her & Nu. Til at stå for det indholdsmæssige har ugebladet bl.a. hyret Nikolaj Vraa, der er kendt som en af landets førende gossip-reportere.

Peter Bugge, en anden veteran fra Se & Hør, bliver redaktionschef.

Artiklens emner
Karsten Ree