Harvards kapitalforvalter anklaget for ekstrem dovenskab
Kapitalforvalterne på Harvard University har haft meget let ved at overgå deres mål og derved få store bonusser i hus, lyder det i rapport.
Det amerikanske topuniversitet Harvard University har i ekstrem grad givet sine kapitalforvaltere store bonusser for ringe resultater.
I en rapport fra konsulentbureauet McKinsey blev det nævnt, at det var første gang, man havde stødt på, at en kapitalforvalter kunne forhandle om målestokken for resultaterne – det såkaldte benchmark, som afkastresultaterne skulle holdes op imod.
I den bestilte McKinsey-rapport blev det nævnt, at kapitalforvalterne forhandlede om målene, der skulle nås for at de kunne få bonusser. I rapporten bliver det fremhævet, at kapitalforvalterne har haft meget let ved at overgå de forhandlede afkastmålsætninger og derved få deres bonusser i hus.
11 kapitalforvaltere har samlet over fem år modtaget 242 mio. dollars i løn plus bonusser. Det svarer til 1,65 mia. kr. eller i gennemsnit 150 mio. kr. per hoved. Rapporten blev lavet for at afdække perioden fra 2009 til 2014.
Rapporten fra McKinsey kastede også et sjældent og usminket lys over en hemmelighedspræget kultur. Ansatte på universitetet beklagede sig over, at kulturen var præget af en uopmærksom og selvtilfreds ledelse. Bloomberg News beretter, at meldinger viser en upassende kultur for en non-profit organisation.
De ekstreme betalinger til kapitalforvalterne viser også en markant acceleration i udbetalingerne, da betalingerne for de 11 forvaltere i 2014 var på hele 65 mio. dollars.
De amerikanske universiteter sidder på enorme pengekasser, og Harvard University sidder på den største af alle, da den i slutningen af 2015 var på 37,6 mia. dollars - eller 260 mia. kr. Det er mere end værdien af hele Mærsk-koncernen, hvis markedsværdi er på ”blot” 212 mia. kr.
Harvard University har tidligere klaget over sine svage kapitalafkast. I oktober 2015 inviterede universitetet hedgefondmilliardæren Bill Ackman til et møde, hvor han skulle hjælpe med at øge universitetets afkast.


