Fortsæt til indhold

Post Danmark rydder ud blandt chefer efter kæmpe fyringsrunde

En måned efter stor fyringsrunde er flere medarbejdere i PostNord Danmark blevet afskediget.

Erhverv

Krisen kradser i det danske postvæsen, der kun en måned efter en større fyringsrunde igen må ud og sige farvel til medarbejdere.

Over 30 medarbejdere i forskellige chefstillinger har fået stukket en fyreseddel i hånden, bekræfter adm. direktør Peter Kjær Jensen. Det sker, efter at Post Danmark - den danske del af PostNord - tidligere på året afskedigede omkring 520 ansatte, primært postomdelere.

»Når vi bliver færre postomdelere, har vi også behov for færre ledere. Det betyder, at nogle af cheferne fra vores produktionsterminaler og distributionsområder nu bliver taget ud,« siger Peter Kjær Jensen.

Det er især faldende brevmængder, som tvinger Post Danmark til store nedskæringer. Alene fra juli-september i år faldt den samlede brevmængde i Danmark med 17 pct.

Færre breve betyder færre medarbejdere.

Samtidig er økonomien i Post Danmark hårdt presset. På ni måneder har koncernen tabt næsten 400 mio. kr.

»Vi er nødt til at tilpasse vores forretning til situationen. Vi kæmper en brav kamp,« siger Peter Kjær Jensen.

Brevmængderne i Danmark er i frit fald. Kilde: PostNord Danmark.

De seneste år er over 1.000 medarbejdere i Post Danmark blevet afskediget. HK frygter flere fyringer i det nye år, hvor en ændring i momslovgivningen betyder, at Post Danmarks momsfritagelse på pakkepost bortfalder.

Konkret vil Skat sløjfe en regel, der i dag betyder, at netbutikker kan sende pakker via Post Danmark uden at betale moms på portoen.

Ifølge Post Danmark bliver konsekvensen ved at sløjfe reglen højere forsendelsesomkostninger og dårligere konkurrenceevne for danske internetbutikker.

»Og hvis vores pakkeforretning pludselig mister momentum, vil det have konsekvenser for antallet af arbejdspladser i koncernen. Det berører vores samlede forretning,« siger Peter Kjær Jensen.

Der er ansat cirka 10.000 medarbejdere i Post Danmark, som udover fyringsrunder også har valgt at droppe sin lørdagsomdeling. Det betyder, at danskerne efter nytår skal på posthuset for at hente deres pakker.

Artiklens emner
Post Danmark