Magasin åbner nyt stormagasin i Jylland
Magasin vender tilbage til Danmarks fjerdestørste by. Og ambitionerne stopper ikke der.
Den historiske varehuskæde Magasin har gennem lang tid barslet med planer om at åbne et nyt stormagasin i Jylland.
Nu ligger det endeligt fast, at det nye Magasin-varehus kommer til at ligge i Nordjyllands største by, Aalborg. Det fortæller økonomidirektør Peter Fabricius til Finans.
Dermed vender Magasin tilbage til Aalborg, som varehuskæden ellers forlod i 2005 på grund af dårlig økonomi. Dengang kæmpede Magasin med underskud, nedskæringer og fyringer og var i fare for at gå konkurs.
I dag tjener Magasin penge som aldrig før og kaster nu 100 mio. kr. i sit syvende stormagasin herhjemme.
»Aalborg har længe været nummer ét på vores ønskeliste. Det er Danmarks fjerdestørste by og en by med mange unge kunder, som vi har et særligt godt tag i,« siger Peter Fabricius.
Magasin i Aalborg bliver en del af Friis Shoppingcenter, der er ejet af Danica Pension, og som administreres af ejendomsforvalteren DEAS.
Det nye stormagasin bliver på over 7.500 kvm. Planen er, at det skal åbne senest i foråret 2018.
»Det bliver ikke en gentagelse af det "gamle" Magasin i Aalborg. Vi laver et varehus med internationalt format. Vi skal være et af Europas mest succesfulde stormagasiner inden for mode og design. Det er den vision, der driver os,« siger Peter Fabricius.
Magasin, der er ejet af den engelske stormagasinkæde Debenhams, fremlagde for under en uge siden et nyt årsregnskab, der viste en stigning i både omsætning og overskud.
I alt blev der handlet for 2,85 mia. kr. i Magasins seks varehuse og webshop. Det sikrede et resultat før skat på 179 mio. kr. - det bedste i stormagasinets lange historie.
Vi har meget høje ambitioner - også andre steder i Jylland.Peter Fabricius, økonomidirektør i Magasin.
En del af de mange millioner kommer nu i arbejde - og det stopper ikke ved Aalborg.
»Vi har meget høje ambitioner - også andre steder i Jylland. Det er ingen hemmelighed, at vi længe har haft et godt øje til Vejle. Trekantsområdet har et stort og købestærkt publikum, som vi gerne vil nå ud til,« siger Peter Fabricius.
På nuværende tidspunkt har Magasin ingen konkrete aftaler om et nyt stormagasin i Vejle, understreger økonomidirektøren.
Magasin har varehuse i Aarhus, Odense, Rødovre, Lyngby, på Kgs. Nytorv i København og i Field's på Amager.


