Fortsæt til indhold

Ambitiøst dansk firma begæret konkurs af ansat

Iværksættere bag digitalt kasseapparat kæmper med underskud - og nu også en konkursbegæring.

Claus T. Hansen, medejer af det danske startup Paydesk, der er blevet begæret konkurs af en ansat.
Erhverv

Det lignede begyndelsen på et nyt dansk erhvervseventyr, da firmaet Paydesk for et år siden blev udvalgt til det prestigefulde Alpha-program ved en verdensomspændende konference i Dublin.

Over 1.000 iværksættere fra hele verden blev vurderet på, om deres idé kan forandre verden og tiltrække investorkapital. Paydesk var et af kun 40 startups, der slap igennem nåleøjet.

Men drømmen om at forandre verden er sat i bero for en stund. Paydesk, der har hovedsæde i København, er blevet taget under konkursbehandling ved Sø- og Handelsretten. Det bekræfter advokat Bo Lauritzen, der er udpeget som kurator i sagen.

En ansat, der havde et tilgodehavende i Paydesk, står bag konkursbegæringen.

»Der arbejdes i disse timer på en løsning, hvor selskabets aktiviteter, så vidt det er muligt, videreføres uden gener for kunderne. Planen er, at driften, så vidt muligt, skal fortsættes uden afbrydelse,« oplyser Bo Lauritzen.

Paydesk står bag et mobilt kasseapparat, der kan tage imod alle former for betaling, og som samler betaling, bogføring og lagerstyring i én løsning.

Da Finans for et år siden talte med formand og medejer Claus T. Hansen, lød det, at virksomheden ville hente en investering på op mod 65 mio. kr. ved konferencen i Dublin.

Her skulle Paydesk præsentere sit mobile kasseapparat for de mere end 30.000 deltagere på konferencen, heraf mange sultne investorer.

»Vi har ambitioner om at sælge Paydesk i hele Europa, og derefter vender vi blikket mod Asien – og måske Afrika,« sagde Claus T. Hansen.

Sådan fungerer Paydesk.

De store ambitioner har indtil videre været en underskudsforretning. Da Paydesk fremlagde sit regnskab for 2015, viste det et minus på 2 mio. kr. og en negativ egenkapital på over 5 mio. kr.

For at sikre selskabets overlevelse har ejerne valgt at skyde flere penge i selskabet.

Finans har forsøgt at få en kommentar fra både formand Claus T. Hansen og adm. direktør Brian Johansen. Men de er ikke vendt tilbage.

En adgangsbillet til Alpha-programmet ved konferencen Web Summit har tidligere været springbræt for en række store virksomheder, bl.a. Uber, Vine og Dropbox.