PFA lokker velhavende danskere væk fra bankerne
Landets største pensionsselskab, PFA, har oprettet en bank, der skal trække kunder med store formuer væk fra de traditionelle private banking-tilbud.
Det skriver Berlingske Business.
PFA kan med sin medlemsejede ordning tilbyde lavere priser og flere fordele, hvilket potentielt kan sætte en stopper for flytningen af frie formuer over til de traditionelle banker. Det primære våben er dog selskabets kapitalforvaltning, som konsekvent har leveret et af de bedste afkast på markedet.
- Det centrale produkt i banken er PFA Invest. Banken kan ride på ryggen af pensionsforretningen - bare som investeringsforeninger. Det er ikke en direkte kopi, men det er samme filosofi og de samme forvaltere i fondene, siger Mads Kaagaard, koncerndirektør for privatkunder i PFA, til Berlingske.
PFA Bank har indtil videre ingen planer om at bevæge sig over i traditionelle bankopgaver som håndtering af konti og daglig økonomi, men vil derimod fokusere udelukkende på selskabets eksisterende en mio. kunder. Banken blev etableret for to år siden og har som mål at nå en vækst på over 10 mia. kr. i årligt indskud til privatopsparing, skriver Berlingske.



