Fortsæt til indhold

Julegavefirma puster markedspriser op: Tilbuddene er ikke så gode, som de ser ud

De markedspriser, som Gavefabrikken oplyser, er i flere tilfælde højere end de priser, du selv kan købe varerne til.

Erhverv

I disse dage får mange lønmodtagere gavekort med hjem fra arbejde, hvor de selv kan gå ind på en hjemmeside og vælge, hvad årets firmajulegave skal indeholde.

Sammen med en beskrivelse af de forskellige produkter, får forbrugerne mange steder også oplyst en markedspris på gaven. Men man skal passe på med blindt at stole på de markedspriser, som julegavefirmaerne oplyser.

En af de virksomheder, der tilbyder gavekortene er Gavefabrikken, der driver webshoppene 24gaver.dk, julegavekortet.dk og guldgavekortet.dk. Undersøger man de generelle priser for nogle af de julegaver, man kan vælge imellem, opdager man, at produkterne sælges langt billigere end de priser, som Gavefabrikken kalder for butiksværdi.

F.eks. kan man på 24gaver.dk vælge en kaffemaskine fra Kitchenaid, som ifølge Gavefabrikken sælges til 1.199 kr. i butikkerne. Men kigger man rundt hos butikkerne, er prisen en noget anden.

En søgning på prissammenligningssiden Pricerunner viser, at kaffemaskinen otte steder fås billigere end 1.119 kr. F.eks. sælger Coop den til 799 kr. Kun et enkelt sted sælges den dyrere end de 1.119 kr., mens prisen på de 1.119 kr. slet ikke optræder i prissammenligningen.

Forbrugerombudsmanden vil ikke forholde sig til den konkrete markedsføring hos Gavefabrikken, men reglerne for at oplyse markedspriser er klare.

»Sammenligner man med markedsprisen for en vare, skal varen være til salg til den pris hos et udsnit af dem, det er rimeligt og relevant at sammenligne med. Vælger man at vise en prissammenligning, skal man kunne dokumentere, at det er det er den pris, der gælder. Kan man ikke det, er det muligvis vildledende,« siger Carsten Strøjer, specialkonsulent ved Forbrugerombudsmanden.

Han understreger, at det ikke er nok, at varen er til salg til markedsprisen ét sted. Markedsprisen skal nærmere forstås som gennemsnitsprisen. Reglerne gælder også for virksomheder, der som Gavefabrikken sælger til virksomheder, men markedsfører sig med markedspriser over for private.

Torben Yde, adm. direktør hos Gavefabrikken, fortæller, at de priser, som Gavefabrikken oplyser som butiksværdi, er vejledende priser fra leverandørerne, og ikke priser som Gavefabrikken selv har undersøgt på markedet.

»Vi overholder altid lovgivningen. Så vi må tilbage og efterrationalisere og se, om det er en forkert tolkning, vi har haft,« siger Torben Yde.

Kan du forstå, det kan virke misvisende for forbrugerne med den butiksværdi, I oplyser?

»Ja og nej. Det er trods alt en gave, man får fra sin virksomhed. I stedet for at være taknemmelig for gaven, kommer man til at fokusere på noget sekundært,« siger Torben Yde.

Er I ikke med til at skabe fokus på det ved netop at oplyse butiksværdien i jeres markedsføring?

»Det synes jeg ikke. Det er på godt og ondt en kutyme blandt danskere, at vi er tilbudsjægere. Priserne er ment som en vejledning. Det er noget, vi bruger meget i branchen,« siger Torben Yde.

Artiklens emner
Forbrugerombudsmanden