Nykredit sælger hovedsæde
Efter næsten et års søgen på markedet er det lykkedes for Nykredit at sælge hovedsædet og krystallen - de to markante bygninger på Kalvebod Brygge i København.
Køberen er ejendomsinvesteringsselskabet Dades som blandt andet Novo A/S er medejere af. Det erfarer TV 2 Business.
Nykredits tredje bygning på Otto Mønsteds Plads er ikke med i handelen.
Nykredit har ingen kommentarer til oplysningerne, siger Nykredits pressechef Jens Theil.
Heller ikke Dades ønsker at kommentere oplysningerne som TV 2 har fået bekræftet.
Nykredit vil offentliggøre salgsprisen i morgen ved aflæggelse af tredje kvartalsregnskabet, men ifølge markedskilder ventes prisen at blive 1,3 mia. kr.
Det vil dermed give Nykredit en god fortjeneste, der vil føre til en opjustering i morgen ved aflæggelsen af regnskabet.