Det siger de danske topchefer om Trumps sejr
Frygt for manglende frihandel, global usikkerhed og mere evolution end revolution. Sådan lyder nogle af reaktionerne til det amerikanske valg fra direktionsgangene i store danske virksomheder.
Amerikanernes valg af Donald Trump som ny præsident i USA skaber stor opmærksomhed i også dansk erhvervsliv. Topchefer i en lang række virksomheder har onsdagen igennem kommenteret valgresultatet og mulige konsekvenser.
Vi har samlet nogle af reaktionerne fra erhvervslivets top her:
Koncernchef Mads Nipper, Grundfos:
»Det jeg er mest ked af på min virksomheds vegne, er, at uanset hvor mange af Trumps forslag, der ender med at blive til noget, så vil det her uvægerligt betyde en øget global usikkerhed. Virksomheder som Grundfos lever af investeringer, og global usikkerhed og investeringer er ikke nogen god cocktail.«
Koncernchef Niels B. Christiansen, Danfoss:
»Først og fremmest betyder det større usikkerhed om fremtiden i dag, end der var i går. Valgkampen har været præget af en barsk retorik, men det er ikke ualmindeligt i USA, hvor dysten om præsidentposten har det med at udarte sig til verbale angreb. Alligevel er det min fornemmelse og forventning, at vi i tiden fremover ikke vil se en revolution, men en evolution.«
Koncernchef Cees 't Hart, Carlsberg A/S:
»Vi kommenterer ikke på valgresultater generelt, og jeg vil ikke gøre en undtagelse med hensyn til valget i USA. Vi respekterer de amerikanske vælgeres beslutning. Men vores fodaftryk i USA er ikke specielt stort.«
Koncerndirektør Allan Søgaard Larsen, Falck:
»Enhver bevægelse, der trækker nationerne væk fra hinanden og reducerer samhandlen, vil reducere den samlede velstandsgenerering i verden. Det er en meget stor udfordring og et meget stort problem.«
Lars Marcher, adm. direktør, Ambu A/S:
»Der er nok mange i erhvervslivet, der skal sunde sig ovenpå det her valgresultat. Og jeg er en af dem. At Trump bliver præsident er ikke noget, som vil ramme Ambus salg i USA på den korte bane. Amerikanerne skal opereres, og der er behov for vores produkter.«
Martin Merrild, formand for erhvervsorganisationen Landbriug & Fødevarer, som dækker bl.a. Arla og Danish Crown:
»USA har brug for resten af verden. De har brug for at eksportere og de vil også fortsat have brug for at importere. Derfor er det min klare overbevisning, at når først roen har lagt sig, så vil Donald Trump lade fornuften sejre og fortsætte et godt samarbejde med omverdenen.«
Anders Würtzen, Head of Group Public Affairs hos A.P. Møller -Maersk A/S:
»I USA vil vi som altid arbejde for, at der er konkurrencedygtige rammebetingelser for at drive virksomhed. Vi håber i den forbindelse også på, at USA på sigt bliver klar til at indgå i nye handelsaftaler, der kan fremme økonomisk vækst hjemme og hos handelspartnere.«



