Fortsæt til indhold

Konkursramt rejseselskab solgt: Kunder jagter penge

Danske forbrugere har penge i klemme, efter at rejseportalen Vacasol gik konkurs. Det bliver svært at tilbagebetale dem, siger advokat.

Vacasol, der formidlede udlejning af knap 20.000 ferieboliger rundt om i Europa, indgik i oktober en konkursbegæring. Screenshot.
Erhverv

Den danske rejseportal Vacasol, der tidligere i år gik konkurs efter en række store millionunderskud, er blevet solgt.

Vacasol, der formidlede udlejning af knap 20.000 ferieboliger rundt om i Europa, er blevet købt af det danske selskab Your Rentals, som bl.a. har overtaget inventar og adskillige ansatte.

Men den nye ejer har ikke tænkt sig at genoplive den krakkede rejseportal.

»Vacasol som koncept er begravet. Det, jeg var interesseret i, er listerne med de kunder, som har udlejet deres bolig gennem Vacasol. Dem vil vi gerne have over på vores platform,« siger investor Klavs Pedersen, der står bag købet af Vacasols aktiver.

Vacasol havde mere end 200 samarbejdspartnere og formidlede udlejning af ferieboliger gennem hjemmesider i både Danmark, Sverige, Norge, Holland, Tyskland, Frankrig og Storbritannien.

Selskabet var ejet af blandt andre erhvervsmændene Erik Arnbak, Mikael Konnerup og Jesper Lohmann.

Efter at have tabt i alt 30 mio. kr. valgte ejerne imidlertid i oktober at indgive en konkursbegæring til Sø- og Handelsretten. Siden har en advokat arbejdet på at sikre aktiverne i selskabet - og få det solgt videre til en ny ejer. Det er nu lykkedes.

Næste skridt er at få et samlet overblik over de kreditorer, som har penge i klemme efter konkursen. Advokat Christian Tornvig Jensen, der behandler sagen, vurderer, at op mod 500 småkreditorer vil indgive krav mod konkursboet.

Det er f.eks. private kunder, der har betalt for en ferie, som endte med at blive aflyst som følge af konkursen.

»Desværre tyder det på, at indbetalinger på Vacasols konti også er gået til at drive virksomheden. Midlerne er altså blandet sammen med driften, og så bliver det svært at tilbagebetale penge til kreditorerne,« siger Christian Tornvig Jensen.

Alligevel kalder han det »realistisk,« at der kan udbetales en vis sum penge til de små kreditorer.

»Men det er stadig lidt for tidligt at udtale sig om,« siger han.

Your Rentals, som har købt resterne af Vacasol, er et koncept, der gør det nemmere for udlejere af ferieboliger at få deres bolig ud på flere udlejningsportaler. Uploader man sin feriebolig på Your Rentals, bliver den annonceret på mere end 40 udlejningsportaler.

Alle bookinger, forespørgsler og udbetalinger håndteres gennem Your Rentals, der tager provision for hver udlejning.

»Vi er cirka otte ansatte, men skal ud og ansætte flere, når vores koncept er færdigudviklet. Målet er at få endnu flere udlejere af ferieboliger ind på vores platform. Vi skal ud over stepperne,« siger Klavs Pedersen.