Fortsæt til indhold

T. Hansen køber kendt værkstedskæde ud af Danmark

T. Hansen, der er ejet af fynsk rigmand, overtager cirka 350 værksteder - og et kendt varemærke.

Erhverv

Den danske butikskæde T. Hansen, der bl.a. sælger reservedele til biler og knallerter, har købt en af sine store konkurrenter ud af Danmark.

Således har T. Hansen, der er ejet af den fynske milliardær Bent Jensen, købt den danske afdeling af værkstedskæden Mekonomen, som i flere år har kæmpet med massive underskud i Danmark.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Med overtagelsen får T. Hansen lov til at bruge Mekonomen-varemærket i Danmark og drive værkstedskæderne Mekonomen Autoteknik og MekoPartner. Prisen for overtagelsen er ukendt.

»Vi glæder os over T. Hansen Gruppen som ny ejer og ser gode muligheder for at drive og udvikle den danske forretning,« siger Pehr Oscarsson, koncernchef i Mekonomen Group.

Mekonomen er en svenskejet kæde, som i mange år har været tilstede på det danske marked - både med fysiske butikker og værksteder. Men det har været en mareridtsagtig forretning.

Det samlede tab i Danmark beløber sig til over 300 mio. kr. Så grelt stod det til, at Mekonomen for to år siden valgte at lukke sine 28 danske butikker, lokale lagre og hovedkontoret i Odense. 220 ansatte mistede deres job.

Men Mekonomen beholdt sine cirka 350 værksteder i kæderne Mekonomen Autoteknik og MekoPartner.

Siden har værkstedsgiganten truet med helt at forlade Danmark, hvis ikke værkstederne fik bedre gang i omsætningen - og bremset de store underskud. Det er ikke lykkedes.

For to år siden lukkede Mekonomen sine 28 danske butikker, lokale lagre og hovedkontoret i Odense. 220 ansatte mistede deres job.

Derfor har de svenske ejere nu solgt hele den danske afdeling til T. Hansen, der i fjor rundede en milliard kroner i omsætning og landede et overskud på næsten 100 mio. kr.

Ejer og stifter Bent Jensen har sat gang i et aggressivt opkøbstogt, der skal gøre T. Hansen til »landets første og største universal-distributør i den danske autobranche.« Det kom bl.a. til udtryk, da han tidligere på året købte Odense-firmaet Krogslund Autodele.

Bent Jensen grundlagde T. Hansen i 1991 som et postordreselskab og købte året efter sin daværende kæreste, Trine Hansen, ud af selskabet. Navnet på virksomheden pillede han dog ikke ved.

I dag råder T. Hansen-koncernen over 80 butikker, webshop og har mere end 700 ansatte. Hovedkvarteret ligger i Middelfart.

Artiklens emner
T. Hansen
Mekonomen