Fortsæt til indhold

Krisemillioner er på vej til danske mælkebønder

Alle danske landmænd, der leverer dansk mælk, ventes at få del i en krisepulje fra EU på 69 mio. kr. Det vil give ca. 20.000 kr. til hver.

Erhverv

69 mio. kr. drypper snart samlet ind på kontoen til en række danske mælkeproducenter. Det er den danske del af en ny pulje fra EU til kriseramte landmænd.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har det politiske ansvar for uddelingen af puljen. Han oplyser fredag, at millionerne skal bruges på en ordning, så landmlænd, der leverer mælk omfattet af en kvalitetsordning, kan få del i dem. Og det vil ifølge ministeren være dem alle her i landet.

»Danmark er kendt for at producere mælk af høj kvalitet, og det vil jeg gerne være med til at understøtte. Derfor har vi valgt at yde støtten som en håndsrækning til alle mælkeproducenter, der er omfattet af en kvalitetsordning,« udtaler ministeren i en pressemeddelelse om uddelingen.

Krisepuljen er led i en beslutning hos EU-Kommissionen tidligere i om om en pakke på 500 mio. euro til mejerisektoren og den øvrige husdyrproduktionen.

Første del af puljen gik til obligatorisk ordning for EU-landene, og her fik 423 danske mælkeproducenter samlet 32 mio. kr. i støtte til at reducere deres produktion.

Anden del er frivillig for medlemslandene, som selv kan definere, hvordan pengene skal bruges. Den danske andel er 69 mio. kr.

Og nu er det besluttet, at millionerne bliver fordelt forholdsmæssigt mellem danske mælkeproducenter ud fra deres leverancer gennem 2016.

»Jeg forventer, at stort set alle danske mælkeproducenter vil være omfattet,« udtaler Esben Lunde Larsen.

Ifølge beregninger fra ministeriet svarer det til, at en dansk mælkeproducent med en gennemsnitlig leverance får tæt ved 20.000 kr. i støtte i puljen, hvor fristen for udbetaling er sat til september 2017.

Artiklens emner
Fødevareministeriet
Esben Lunde Larsen