Fortsæt til indhold

10 bud på vækst: Sygehuspatienter og folkeskoleelever skal bidrage

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er for vag i sine udmeldinger om, hvor væksten skal komme fra. Det mener man hos Idé og Vækst på Teknologisk Institut, der kommer med 10 bud på, hvad det er, og hvordan vi skaber mere af den.

Erhverv

I dag skydes den globale iværksætter-uge (GEW) i gang. På centret Idé & Vækst på Teknologisk Institut (TI) sparker man hul på ugen med 10 bud på, hvordan entreprenørskabet installeres ude i samfundet, så det giver mest mulig vækst.

Et af forslagene er at vække den slumrende iværksættertrang i landets folkeskoler. Det fortæller centerleder Knud Erik Hilding-Hamann:

»I Danmark kommer vi til at leve af at løse udfordringer i fællesskab. Og det at afprøve den kreative øvelse fra et tidligt stadie – det kan kun hjælpe os, når vi kommer op i voksenlivet og skal til at bidrage til samfundet.«

En kreativ øvelse kunne være at sammenkoble fag som matematik, dansk og biologi til at løse en problemstilling med f.eks. med madspild, uddyber han. Noget, der samtidig kan give eleverne et hårdt tiltrængt indblik i privatøkonomien.

»Her er i hvert fald et problem, som vi ikke rigtig lykkes med i skolesystemet i dag: At forstå dimensionerne af ens privatøkonomi,« siger han.

Tal fra Finansrådet viser, at 5,6 pct. af alle unge mellem 18 og 30 år var registreret i det nationale skyldnerregister RKI for præcis et år siden. Det svarer til 50.000 individer.

Selvom det overordnede mål er at give Danmark nogle konkurrencefordele, som på sigt skal sikre den højt beskattede vækst, så er en kongstanke med den institutionelle oplysningskampagne netop; at det kan samle andre problemer op hen ad vejen.

Og her kan alle bidrage. Både folkeskoleelever og patienter på landets hospitaler, som ifølge Knud Erik Hilding-Hamann godt kunne få større indflydelse på behandlingen af deres egen sygdom.

»Det er ofte patienter, medarbejdere og brugere af forskellige systemer i samfundet, der kan se, hvad de praktiske udfordringer er. De kan derfor også bidrage til, hvordan vi kan løse dem på andre måder, end vi gør i dag,« siger han og henviser til KOL kufferten, som er en telemedicinsk løsning, hvor patienter med lungesygdommen KOL via video kan behandles i deres eget hjem.

Involverer vi ikke landets borgere nok, når det gælder løsninger på samfundets udfordringer?

»Nej, det synes jeg, vi kan gøre meget bedre.«

Artiklens emner
Danske Patienter