Fortsæt til indhold

Danskerne er klar til indkøbskaos - men kan butikkerne klare det?

Mange forbrugere risikerer at gå forgæves, når de jagter det gode tilbud på black friday. PriceRunner forventer, at flere netbutikker bliver tvunget i knæ.

Erhverv

Kalenderen siger stadig november, men fredag vil mest af alt minde om en panisk juleindkøbsdag i mange danske forretninger, shoppingcentre og netbutikker.

Det skyldes, at der fredag den 25. november igen afholdes black friday med udvidede åbningstider, tilbud og rabatter, der skal blæse forbrugerne bagover.

Men mange kunder må indstille sig på at blive skuffet.

»En del af de rigtigt gode tilbud er hurtigt væk, fordi de typisk er i et begrænset udbud. Så det gælder om at være hurtig,« siger Martin Andersen, der er direktør i prissammenligningstjenesten PriceRunner.

Han forventer, at mindst 500.000 danskere i løbet af fredagen vil lægge vejen forbi prisportalen i jagt på tilbuddene. Erfaringen er, at trafikken topper, når udsalgsdøgnet indledes ved midnat.

»To minutter efter midnat bimler og bamler det hele. Der skal nok være netbutikker, som bukker under for presset. Det har vi set hvert år,« siger Martin Andersen.

Da black friday blev skudt i gang i fjor, var det umiddelbart efter midnat umuligt at komme ind på hjemmesiderne hos blandt andet Fona og Elgiganten. På Bilkas hjemmeside sad næsten 40.000 kunder i kø for at komme igennem til onlinebutikken klokken 6 fredag morgen.

Da udsalgsdagen var slut, havde danskerne handlet for næsten to mia. kr. på deres dankort. Det var det højeste beløb på en enkelt dag nogensinde - og i år bliver det overgået, vurderes det i branchen.

»Forhåbentlig bliver det en rekorddag. Og hvis black friday generelt kan være med til at sparke gang i danskernes forbrug, er det rigtigt godt nyt,« siger Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv.

En undersøgelse, som YouGov har foretaget, viser, at 46 pct. af de adspurgte vil handle på black friday. Det svarer til over 1,8 mio. danskere.

På PriceRunner har næsten 500 virksomheder tilmeldt sig listen over deltagere på black friday – og der kommer nye til.

»Jeg kan se, at butikkerne har fyldt lagrene op. Tilbuddene er bedre end i fjor, og de er spredt ud over hele dagen, så der løbende kommer nye varer på bud. Det hele bliver ikke fyret af på én gang,« siger Martin Andersen.

Artiklens emner
Pricerunner