Fortsæt til indhold

Sådan så det ud, da årets største shoppedag blev skudt i gang

Black friday er for alvor kommet til Danmark, og fredag morgen stod kunderne i kø, da Elgiganten åbnede for tilbudsjagten. Se videoen herunder.

Foto: Rune Aarestrup Pedersen
Erhverv

»Er I klar?« råber Andreas Kastrup.

»JA!« råber medarbejderne tilbage.

»ER I KLAR?« råber Andreas Kastrup igen og denne gang lidt højere.

Koret af jaråb er nu endnu højere og udløser klapsalver. Briefingen inden årets største shoppedag er netop overstået, og forude venter yderligere 18 timers arbejde for Andreas Kastrup, der er varehuschef i Elgiganten i shoppingcentret Field's i København.

Andreas Kastrup, varehuschefen i Elgiganten i Fields, gør medarbejerne klar til at slå omsætningsrekord. Foto: Rune Aarestrup Pedersen

»Det er stort. For fem år siden var der stort ikke nogen, der kendte til black friday. I dag er det uden sammenligning blevet den største salgsdag på året,« siger Andreas Kastrup.

Omsætningen på black friday ligger ca. fem-seks gange højere end på en normal fredag sidst på måneden.

En vagt sørgede for, at kunderne fra morgenstunden blev lukket ind i små grupper. Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Landet over er der fredag nemlig ekstra travlt i butikkerne, hvor kunderne gerne står i kø for at gøre en god handel. Det amerikanske fænomen black friday har for alvor ramt Danmark. Et af de steder, hvor der fra morgenstunden var fart på, var i Elgiganten i Field's.

Elgiganten offentliggjorde først sine tilbud kl. 24 natten til fredag, men allerede inden midnat havde enkelte taget plads foran butikken for at overnatte. Selvom konceptet black friday kommer fra USA, var der fredag morgen i Elgiganten langt til de amerikanske tilstande, hvor folk løber ind i butikkerne og gerne går i slagsmål for at få fat i en fladskærm.

Da Elgiganten åbnede kl. syv, ventede kunderne pænt foran gitterporten, til den blev kørt op, inden de stille og rolig gik ind og stillede sig i kø.

En halv time før Elgiganten åbnede havde de første stillet sig i kø. Foto: Rune Aarestrup Pedersen

For Andreas Kastrup har der været meget forberedelse til årets største dag. Varelageret er fyldt, og alt personale er kaldt ind. 80-85 medarbejdere skal betjene de mange kunder, der især kommer efter iPhones og fladskærmstv.

»Den skal bare sidde lige i skabet i dag. Der har været så meget forberedelse, men det hele handler om eksekveringen,« siger Andreas Kastrup, der selv mødte ind 05.45 sammen med de første medarbejdere for at gøre alt klar.

Inde i butikken gik ventetiden til åbningen bl.a. med at puste balloner op. Foto: Rune Aarestrup Pedersen.

Morgentimerne er de travleste, mens der først på eftermiddagen kommer endnu et stort rykind, når folk får fri fra arbejde. Og der er masser af timer at shoppe i. Butikkerne i Field's lukker nemlig igen til midnat.

Artiklens emner
Elgiganten