Fortsæt til indhold

Dansk og norsk iværksættergigant fusionerer: Vi er næste generations ejendomsselskab

To ledende kontor- og community-miljøer går sammen for at løfte det nordiske iværksættermiljø til nye højder. Målet er at udvidede med fem lokationer de kommende tre år.

Erhverv

De er begge ledende aktører inden for fleksibel kontorplads til iværksættere, ildsjæle og skalerbare virksomheder i hhv. København og Oslo. Nu slår det danske Founders House og det norske iværksætterhus Mesh pjalterne sammen med en målsætning om at løfte tech-iværksættere og innovation til et nyt niveau i Norden.

Iværksætterhusene bliver samlet i en ejerstruktur, hvor danske Tine Thygesen træder ind som CEO.

»Erhvervsejendomsmarkedet har slet ikke formået at udvikle sig i samme retning som deres kunders behov og er bagud med både produktudbud og community-tankegang. Virksomheder vil i dag have fleksibilitet, service og netværk, og det kræver udlejere, som er medspillere, ikke modspillere,« siger Tine Thygesen.

For knap seks år siden var hun med til at stifte Founders House, som siden har udvidet fire gange og i dag råder over 1700 kvm. på Islands Brygge. Her kan iværksættere leje kontorplads, som passer til virksomhedens størrelse.

I løbet af de næste tre år vil vi udvide med fem lokationer for at binde det nordiske marked sammen.
Tine Thygesen, CEO i sammenslutningen af Founders House og Mesh.

Med fusionen udbyder selskabet nu 6600 m2 kontorplads, og yderligere 6000 m2 i Oslo er allerede under udarbejdelse. Målet er nemlig at blive Nordens bedste udbyder af fleksible kontorer og innovationsnetværk.

»Når vi fusionerer, får vi nogle stordriftsfordele, som gør vores muligheder for at udvide større. I løbet af de næste tre år vil vi udvide med fem lokationer for at binde det nordiske marked sammen,« siger Tine Thygesen, der fastslår, at selskabet også ser på udvidelser i Danmark.

Både Mesh og Founders House retter sig mod virksomheder med vækstambitioner i størrelsen 1 til 80 mand - et segment, der traditionelt anses for besværligt af ejendomsbranchen, som ofte foretrækker store, stabile lejemål.

Derfor er stifteren af norske Mesh, Anders Mjåset, heller ikke i tvivl om behovet for ejendomme målrettet mod iværksættere:

»Vi er næste generations ejendomsselskab, som fokuserer på community, teknologi og fleksibilitet. Fordi vores virksomhed er født i en software-verden, er det naturligt for os at udnytte teknologi til at øge effektiviteten. Derfor kan vi servicere små- og mellemstore virksomheder på mere fleksible vilkår end traditionelle udlejere,« siger han.

Det er klart, at vi ikke kan gå ud og købe store ejendomme med vores kapitalbeholdning.
Tine Thygesen, CEO i sammenslutningen af Founders House og Mesh.

Mens ambitionerne er høje, er kapitalen mere beskeden for selskabet, der primært lever af foundings. Efter sammenlægningen har virksomheden en kapitalbeholdning på 15 mio. kr. og en årlig omsætning på 24 mio. kr.

»Det er klart, at vi ikke kan gå ud og købe store ejendomme med vores kapitalbeholdning. Vi skal lave gode lejeaftaler med partnere, der ejer erhvervsejendomme, og så skal vi stå for driften,« siger Tine Thygesen.

Artiklens emner
Tine Thygesen