Fortsæt til indhold

Unge virksomheder får risikostempler i stor stil

Banker, investorer og samarbejdspartnere kan blive skræmt væk af høje risikovurderinger.

Erhverv

Det kan være op ad bakke at få et banklån eller en forretningspartner, hvis man først er blevet stemplet som risikofyldt af et krediteringsbureau.

Derfor er det uheldigt, at 86 pct. af de danske selskaber, som er yngre end to år, opnår en høj, meget høj eller uklassificeret risikovurdering.

Sådan lyder det fra Foreningen fra Danske Revisorer, FSR, der har gennemgået data på godt 200.000 danske virksomheder fra krediteringsbureauet Experian.

Det er især iværksætterselskaberne, som udgør 23 pct. af de unge selskaber, der trækker op i statistikken. Nyetablerede iværksætterselskaber får automatisk en risikovurdering, som er ”ukvalificeret”, og det kan skræmme partnere væk, mener FSR.

Et iværksætterselskab (IVS) kan stiftes for 1 kr., men hvis man vil gøre sig forhåbninger om at låne sig til vækst, skal man nøje overveje, hvilket signal det sender, at der kun er skudt få kroner i selskabet, lyder det fra FSR.

»Det giver ikke megen respekt og tillid hos banker, business angels og andre samhandelspartnere. Du risikerer ikke at blive taget seriøs. Det signal, tror jeg, at mange stiftere af IVS’ere ikke tænker over,« siger erhvervspolitisk direktør hos FSR, Tom Vile Jensen.

I stedet kan man overveje at slå sig ned som anpartsselskab, som kræver et startkapital på mindst 50.000 kr., men det er i sagens natur ikke alle iværksættere, der kan stille med den slags penge. Det er en problemstilling, som den nye trekløverregering bør se på, mener Tom Vile Jensen.

»Analysen viser, at vi må sætte flere kræfter ind på at gøre det mere attraktivt at sætte penge i vores helt unge virksomheder. Det kræver også politisk handling. F.eks. kan vi indføre et investorfradrag, så danskerne får et incitament til at komme med penge til vores nystartede virksomheder,« siger han.

Virksomheder med mere end to år på bagen klarer sig væsentligt bedre end de unge. Her er det kun hver anden virksomhed, der bliver klassificeret som højrisikofyldt.

Artiklens emner
FSR - Danske revisorer
Experian