Dansk toprytter tjener formue på at sælge dyrebare heste
OL-bronzevinderen Andreas Helgstrand er blevet mangemillionær på næsten ingen tid. Han køber heste og sælger dem videre for en formue.
Den danske stjernerytter og erhvervsmand Andreas Helgstrand fortsætter med at tjene store millionbeløb på nogle af verdens bedste dressurheste.
På sit hestecenter i Vodskov i Nordjylland har Andreas Helgstrand på få år skabt en millionforretning, der sælger dyrebare topheste til velhavende kunder over hele verden.
I et nyt regnskab kommer selskabet bag hans nordjyske virksomhed, Helgstrand Dressage, ud med et overskud på næsten 37 mio. kr. Året forinden var overskuddet lige så stort.
I alt har Andreas Helgstrand tjent over 180 mio. kr. siden begyndelsen i 2008.
»Vi er rigtigt godt kørende. Vi har bedre heste på lager nu end i fjor og har hele tiden gang i handler. Det er super godt,« siger Andreas Helgstrand.
Den 39-årige Helgstrand er blevet en holden mand på at spotte talentfulde ungheste, der kan vokse sig dygtige og blive solgt for en formue. Han er tidligere VM- og OL-medaljevinder i dressurridning og arbejdede i mange år på Lego-ejer Kjeld Kirk Christiansens stutteri Blue Hors.
I 2008 kom Andreas Helgstrand imidlertid i kontakt med den ridesportsglade rigmand Ole Vagner. Han kautionerede for Andreas Helgstrand, der således kunne købe godset Møgelmosegård i Vodskov - og omdanne det til et af verdens bedste træningscentre for dressurheste.
Siden har Helgstrand Dressage haft uafbrudt vækst og oparbejdet en egenkapital på 180 mio. kr. Kunder fra hele verden kommer til Vodskov for at se på Andreas Helgstrands dressurheste, der i nogle tilfælde bliver solgt for tocifrede millionbeløb.
Andreas Helgstrands økonomiske succes er usædvanlig i hestebranchen. Her rider mange med underskud. Eksempelvis har Lego-ejer Kjeld Kirk Christiansen de seneste tre år tabt 150 mio. kr. på sit hestestutteri Blue Hors.
Ifølge Andreas Helgstrand er nøglen til succes, at man ikke blot evner at spotte en god hest.
»Man skal også være villig til at sælge den – selv den allerbedste. Alle mine heste er til salg. Når kunder kommer og siger, at de vil købe den bedste hest, skal de kunne det,« siger Andreas Helgstrand.
Helgstrand Dressage har knap 40 medarbejdere, der sørger for de 170 heste i stalden. De fleste ungheste køber Andreas Helgstrand i Tyskland og Holland.
Selvom hestehandleren fra Vendsyssel har masser af succes, er han ikke gået fri af kritik. I 2015 kom han i vælten for sin behandling af vallakken Akeem Foldager, der blev redet så voldsomt, at den fik blå tunge - noget, der er et meget delikat emne inden for ridesporten.

