Fortsæt til indhold

Nedtur i USA kan hamre Vestas' overskud i brædderne

Vindmølleproducentens indtjening risikerer at falde 40 pct. næste år.

Erhverv

Vestas er så afhængig af det amerikanske marked, at selv en mindre nedgang vil ramme firmaets indtjening som en knytnæve.

Sådan lyder det fra flere internationale analytikere.

Den schweiziske storbank Credit Suisse er mest pessimistisk og forudser, at møllefirmaets driftsresultat falder 40 pct. næste år, bl.a. som følge af en halvering af aktiviteten i USA.

»I teorien er tre fjerdedele af driftsresultatet i fare, hvis det amerikanske marked ophører,« skriver banken i en analyse til pengestærke investorer, som Finans er i besiddelse af.

Vestas' aktie har fået klø, efter at firmaet i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal fortalte, at man forventer nedgang over there til næste år. Det skete, dagen før den vindmøllekritiske Donald Trump blev valgt som USA's præsident. Siden efterårets top er Vestas' markedsværdi faldet 23 pct. eller 30 mia. kr.

Ifølge Credit Suisse kan Vestas' aktionærer dog se frem til en endnu større nedtur på grund af afhængigheden af det amerikanske marked.

Banken regner med, at Vestas fremover kun kan se frem til at installere 1.750 megawatt (MW) årligt i USA - mod ca. det dobbelte i år. Dels fordi markedet bliver mindre, dels fordi Vestas får problemer med at fastholde sin historisk høje markedsandel.

Det risikerer at ramme indtjeningen som en hammer, fordi den høje aktivitet har løftet Vestas' driftsmarginer til det højeste niveau nogensinde.

Hong Kong-banken HSBC skriver i en ny analyse, at Vestas er den mølleproducent, som er mest afhængig af USA.

Det marked var tidl. delt mellem GE, Vestas og Siemens, men Siemens har fået baghjul på grund af et forkert produktsortiment, og det har Vestas udnyttet og øget sin markedsandel.

Credit Suisse og HSBC forventer nu, at det er Vestas' tur til at tabe markedsandele til aktører som Nordex, Senvion, Goldwind samt Siemens/Gamesa, der har slået pjalterne sammen.

»Vi forventer, at det amerikanske marked bliver mere konkurrencepræget fremover,« skriver HSBC i sin analyse.

Klaus Kehl, Vestas-analytiker hos Nykredit Markets, medgiver, at USA er blevet vigtigere for Vestas, end hvad der historisk har været tilfældet. Men han regner ikke med, at Vestas vil tabe markedsandele, eller at markedet vil falde så meget, som Credit Suisse forudser.

»Jeg tror ikke, at det ændres nævneværdigt, selvom der måske bliver lidt hårdere konkurrence,« siger Klaus Kehl.

Vestas' kommunikationschef Michael Zarin skriver i en mail, at USA »åbenlyst er vigtigt for Vestas«, men han påpeger, at Vestas' tilstedeværelse globalt - både på modne og nye marked - er en styrke.

»I årets ni første måneder har vi sikret os ordrer i 29 lande på fem kontinenter, og vi har en samlet ordrebog på 17,1 mia. euro. Vores forretningsmodel er solid,« skriver han.

Artiklens emner
Vestas
Credit Suisse Group