Her er verdens yngste og selvgjorte dollar-milliardær
26-årig er nu verdens yngste menneske, der selv har skabt en formue, som er mere end 1 mia. dollars værd.
John Collison. Det kunne lige så godt være en helt almindelig amerikaner eller australier, og det er det sikkert også. Det er imidlertid også navnet på verdens yngste person, som selv har skabt sig en formue på mere end 1 mia. dollars.
Irske John Collison er medstifter af virksomheden Stripe, der slår sig op på at være internettets økonomiske infrastruktur. På dansk betyder det, at virksomheden er specialiseret i at håndtere betalinger over internettet, og det ser ud til at være en særdeles lukrativ forretning.
I hvert fald har selskabet netop været igennem en ny finansieringsrunde, som ifølge Forbes har værdisat virksomheden, som John Collison angiveligt ejer 12 pct. af, til hele 9,2 mia. dollars.
Bag den seneste finansieringsrunde på 150 mio. dollars stod bl.a. CapitalG, der er en investeringsdivision under Google-ejeren Alphabet.
Udover John Collison er der tre milliardærer i dollars under 30 år i verden. Det drejer sig om hans 28-årige bror og adm. direktør i Stripe, Patrick Collison, samt Snapchat-medstifterne Evan Spiegel og Bobby Murphy.



