Fortsæt til indhold

Tidligere B&O-boss får toppost i Joe & The Juice

Juicekæden Joe & The Juice skifter ud i bestyrelsen. Tidligere B&O-topchef bliver formand.

Tue Mantoni fratrådte sin stilling som direktør hos B&O i juli. Nu bliver han formand for Joe & The Juice.
Erhverv

Den kendte juicekæde Joe & The Juice skifter ud i bestyrelsen og på formandsposten.

Tidligere Bang & Olufsen-topchef Tue Mantoni bliver formand for Joe & The Juice og erstatter dermed Danny Espersen, der har haft posten i cirka tre år. Tue Mantoni fratrådte sin stilling som direktør hos B&O i juli.

Derudover er erhvervsmanden Morten Albæk, der er kendt for sin tid i Vestas og sit engagement i fodboldklubben Brøndby, blevet en del af bestyrelsen i Joe & The Juice.

Joe & The Juice blev stiftet i 2002 af Kaspar Basse, der siden har tjent en formue på at lange juice, kaffe og sandwicher over disken. For tre år siden solgte han hovedparten af kæden til den svenske kapitalfond Valedo Partners.

Tidligere i år købte den amerikanske kapitalfond General Atlantic sig så ind i Joe & The Juice, der har over 170 juicebarer verden over.

Ifølge Kaspar Basse skal den nye medejer sætte fart i juicekædens ekspansion - særligt i USA. Den nye bestyrelse er en forlængelse af den satsning, skriver han i en mail til Finans.

Artiklens emner
Joe & The Juice