Fortsæt til indhold

Fagforeninger beder Donald Trump stoppe Norwegian

Efter års stridigheder har Norwegian fået permanent tilladelse til at flyve fra og til USA. Men i USA arbejder flere stadig på at tilbagekalde tilladelsen.

Erhverv

Få timer efter nyheden om, at det norske lavpris flyselskab Norwegian har fået permanent licens til transatlantiske flyvninger, forsøger kræfter i USA at overtale den kommende præsident Donald Trump om at trække tilladelsen retur.

Det skriver det norske nyhedsbureau E24.

Således udtaler bl.a. de demokratiske kongresmedlemmer Rick Larsen og Peter DeFazio, at licensen »er et slag i ansigtet på amerikanske arbejdere«, og at USA med tilladelsen »belønner et land, som bryder med sin forpligtelse om at beskytte medarbejderne«.

Rick Larsen og Peter DeFazio er ikke de eneste, der mener, at tilladelsen burde trækkes i land.

Således beder flere fagforeninger i USA også myndighederne om at trække licensen.

Blandt andre fagforeningen for piloter i selskabet Southwest Airlines, Swapa, der har 8.400 medlemmer, og som håber på, at USA's næste præsident vil have en anden holdning til tingene:

»Swapa håber, at den nyvalgte præsident Trump vil gribe muligheden for at omvende endnu en fejltagelse fra Obama,« lyder det således fra præsident i Swapa, Jon Weaks, i en pressemeddelelse. Han fortsætter:

»Norwegian Air International vil opnå en fordel uden sidestykke hos amerikanske flyselskaber, hvis det får lov at fortsætte med sine bekvemmelighedsflag.«

Også de kabineansattes fagforening, AFA, som har 50.000 medlemmer, er utilfreds og kalder afgørelsen "skadelig". Den beder præsident Obama om at gøre tilladelsen om til fordel for "det arbejdende folk over hele landet".

Og fra verdens største fagforening for piloter, Alpa, med 54.000 medlemmer, er skuffelsen også til at tage og føle på:

»Vi er ekstremt skuffede,« lyder det fra Tim Canoll, som leder fagforeningen:

»Afgørelsen krænker fri konkurrence og vil føre til tab af amerikanske jobs og potentielt betydelige tab for USA's internationale luftfartsinfustri.«

Hos Norwegian er tonen anderledes positivt. Talsmand Lasse Sandaker-Nielsen siger således bl.a. til E24:

»De snakker om, at amerikanske arbejdspladser bliver ødelagt, men det, de konsekvent overser, er, at Norwegian er det ikke-amerikanske flyselskab, der har flest amerikanere ansat. Vi har 500 amerikanere ansat som kabinepersonale i New York og Florida og vil om kort tid have op mod 1.000 amerikanere ansat.«

Oven på nyheden om den permanente licens har Norwegian annonceret, at virksomheden vil oprette to nye baser i USA: En i New York og en i Boston.

Artiklens emner
Norwegian
Southwest Airlines