Saxo Bank satser stort: Leder efter kapitalstærk partner til ’MobilePay for hele verden’
Saxo Payments, en satsning i Saxo-koncernen til flere hundrede millioner kroner, skal nu skaleres op globalt. Derfor er jagten nu gået ind på en pengestærk investor, som kan få den globale betalingsplatform gjort til førstevalg for hele finanssektoren.
Mens de danske banker i årtier har haft Nets og clearing-aftaler til at udveksle betalinger lokalt, mangler der stadig en hurtig og billig måde at sende penge rundt globalt, selv mellem bankerne.
Det har Saxo Bank i flere år arbejdet på at lave om på, med satsningen Saxo Payments, som har bygget en digital platform op til betalinger globalt. Og nu er produktet så godt på vej, at det er tid til at finde en stærk partner, som kan spæde til, efter at der indtil videre er brugt mindst 200 mio. kr. på at få Saxo Payments i luften.
Det fortæller Laust Bertelsen, en af de to direktører for Saxo Payments.
»Vi har tænkt, at der skal komme en kapitalstærk partner ind, som kan finansiere en global vækst. For det koster selvfølgelig penge at vokse hurtigt og få en global tilstedeværelse,« siger han.
Processen er i fuld gang, men der er ikke lukket nogen aftaler.
»Så langt er vi ikke i planen. Og vi har det helt sikkert ikke på plads i 2016, for det slutter snart. Men jeg kan bestemt ikke afvise, at det er en mulighed i 2017,« siger Laust Bertelsen.
Saxo Payments kunne i foråret lancere den digitale betalingsplatform Banking Circle, knap tre år efter, at selskabet blev stiftet. Udover Saxo Bank er et konsortium af investorer også med i satsningen.
Nu er der kommet gang i betalingerne på Saxo Payments platform, med 7,5 mia. kr. udvekslet mellem brugerne i løbet af november måned, og en vækst på mellem 15 og 25 pct. fra måned til måned.
Ambitionerne er store, for skal sådan en idé blive en succes, gælder det om at sætte sig på markedet, før andre forsøger noget lignende. Ligesom med for eksempel MobilePay gælder det om at få flest muligt ind som brugere fra starten af. Derfor er det også nødvendigt med global ekspansion for firmaet, som indtil videre har koncentreret sig om betalinger i Europa og mellem USA og Europa.
»Vil vil være det foretrukne valg globalt for betalinger over grænser, inden for betalings-industrien. Det er vi allerede nu i Europa, vil jeg gå så vidt som til at sige,« lyder det fra Anders la Cour, den anden af de to direktører for Saxo Payments.


