Fortsæt til indhold

Han købte halvdelen af Jomfru Ane Gade: Nu fordobler barkongen sit overskud

Adam Falbert, der står bag en række landskendte barkoncepter, tjener rekordmange penge. Nye beværtninger er på vej - både i Danmark og Norge.

Erhverv

Den københavnske barkonge Adam Falbert har en fest med sit selskab Rekom Group, der er Danmarks største bar- og diskotekskoncern.

Manden bag kendte barkoncepter som A-Bar, Heidi's Bier Bar, Den Glade Gris og Hornsleth Bar tjener penge som aldrig før og har samtidig travlt med at opkøbe og åbne diskoteker i både Danmark og Norge.

I det forgangne år fordoblede Rekom Group sit overskud til 18 mio. kr. - til trods for at selskabet investerede heftigt i nye diskoteker. Det viser et nyt årsregnskab.

Omsætningen holdes hemmelig, men selskabets bruttofortjeneste var på 140 mio. kr. - en stigning på 33 pct. fra året før.

»Ledelsen anser koncernens udvikling for tilfredsstillende og forventer, at væksten i indtjeningen til en vis grad vil fortsætte, hvilket primært vil være relateret til Norge,« skriver ledelsen i regnskabet.

Rekom Group ejer og driver mere end 40 barer og natklubber rundt om i landet. Tidligere i år gjorde selskabet sig bemærket, da det købte halvdelen af beværtningerne i landets mest berømte drukgade, Jomfru Ane Gade.

»Det ses sjældent i Danmark, at der handles ni forretninger i et hug, men det var en oplagt mulighed for os, idet vi kender ejerne og deres forretninger og i forvejen har en god base i byen,« sagde Adam Falbert i den forbindelse.

Adam Falbert, der købte sit første diskotek som 23-årig, er hovedaktionær i Rekom Group. Den driftige diskoteksejer har for nyligt kastet sig over et nyt marked med diskoteksåbninger i de norske byer Oslo og Drammen. Flere diskoteker er på vej, både i Norge og Danmark, lyder det.

»Koncernen har i det nye regnskabsår allerede foretaget investeringer i Norge, ligesom yderligere investeringer på det danske marked løbende vil blive gennemført,« skriver Rekom-ledelsen, der forventer at have seks barer i Norge inden foråret 2017.

De mange nye barer og diskoteker er ikke billige. I det forgangne år brugte Rekom Group næsten 50 mio. kr. på investeringer, hvoraf en stor del skyldes indtoget i Norge og Jomfru Ane Gade. Selskabet har en egenkapital på knap 100 mio. kr.

Den samlede gæld i diskotekskoncernen er på 90 mio. kr.

Udover Adam Falbert, der er søn af Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Bent Falbert, er Rekom Group ejet af Rasmus Berger Frederiksen og Tommy Petersen.