Byggekartellets sladrehank slipper fri af straffesag
Den syngende tømrer alias Julius Nielsen & Søn har fået såkaldt tiltalefrafald på grund af sit samarbejde med myndighederne om det københavnske byggekartel.
Byggevirksomheden Julius Nielsen & Søn har fået en endelig tilkendegivelse fra bagmandspolitiet om, at virksomheden slipper for at blive straffet for at have deltaget i et omfattende byggekartel.
Det oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.
Baggrunden for afgørelsen er, at Julius Nielsen & Søn under sagen har sladret om sine konkurrenter/medsammensvorne i kartellet, der har udløst bøder for samlet 31 mio. kr. til 25 virksomheder og 21 ledende medarbejdere.
Ifølge et brev fra bagmandspolitiet til virksomhedens direktion og bestyrelse har Julius Nielsen & Søn selv deltaget i kartelvirksomhed i forbindelse med 20 entrepriser hos bl.a. Ikea, Novo Nordisk, Nordea og SEB Bank.
Julius Nielsen & Søn, der siden har skiftet navn til A/S JNS 1, har dog fået et såkaldt tiltalefrafald, fordi firmaet har samarbejdet med myndighederne hele vejen igennem sagskomplekset.
»Et tiltalefrafald betyder, at jeg anser virksomheden for skyldig, men at der ikke bliver nogen straffesag,« hedder det i brevet, der er underskrevet af vicestatsadvokat Niels Vejlby Hansen fra bagmandspolitiet.
Tiltalefrafaldet markerer samtidig afslutningen på sagen om det københavnske byggekartel, der blev indledt på baggrund af materiale beslaglagt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ved ransagninger i begyndelsen af 2010.
Under ransagningerne blev der blandt andet fundet såkaldte "sorte bøger", hvor der blev ført nøje regnskab med udbuddene.
Kartellet fungerede bl.a. på den måde, at den planlagte vinder af et udbud lagde ekstra oveni tilbuddet, hvorefter overprisen i hemmelighed blev fordelt blandt taberne efterfølgende.
»Jeg er glad for, at der nu er sat punktum for sagerne om de storkøbenhavnske byggekarteller. Karteldeltagerne har sat konkurrencen ud af kraft ved at koordinere priser på byggeprojekter, og det har skadet både offentlige og private bygherrer,« siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald.
Sagskomplekset om de storkøbenhavnske byggekarteller er en af de største kartelsager i danmarkshistorien. De involverede virksomheder har koordineret priser på byggeentrepriser til en samlet værdi af 400-500 millioner kroner.

