Fortsæt til indhold

Redningspakke for konkursramte forsikringskunder er på plads

26.000 husejere kan nu ånde lettet op efter flere uger i uvished oven på konkursen i Gable Insurance.

Erhverv

De 26.000 husejere, der af ramt af konkursen ved Gable Insurance, som har solgt forsikringer gennem Husejernes Forsikring, kan nu endelig ånde lettet op. Den lovændring, der skulle til at redde dem, er netop vedtaget i Folketinget efter en hastebehandling.

De 1.700 husejere, der allerede har en sag kørende med Husejernes Forsikring, kan få deres skader dækket af Garantiorden for Skadesforsikringsselskaber mod en selvrisiko på 20.000 kr. på den første skade.

Lovforslaget blev fremsat at erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i sidste uge, og selvom forslaget har bred politisk opbakning, er der blevet lavet nogle ændringer undervejs. Ændringerne får enorm betydning for de husejere, der har fået deres skadeanmeldelser afvist af Husejernes Forsikring.

Oprindelig lød lovforslaget nemlig på, at de husejere, der endnu ikke havde anket et afslag på dækning fra Husejernes Forsikring til Ankenævnet for Forsikring, ikke kunne få dækning i garantifonden. Men det kan de altså nu alligevel. Fristen for at indberette deres sager til Ankenævnet for Forsikring er nemlig forlænget. Nu skal sagen være indbragt for ankenævnet seneste fire uger efter at lovændringen træder i kraft – altså fra i dag, torsdag.

Ændringen sker, efter at både Forbrugerrådet Tænk, Danske Advokater og Foreningen for Danske Forsikringsmæglere har påpeget, at den tidligere frist var urimelig kort for de husejere, der har købt forsikring hos Husejernes Forsikring.

Lovændringen betyder også, at husejerne får mulighed for at købe en ny ejerskifteforsikring, noget der ellers kun er muligt ved selve hushandlen. De kan nu købe ejerskifteforsikringer med en løbetid på op til fem år på kommercielle vilkår hos selskaber, der er medlem af Forsikring & Pension.

Artiklens emner
Husejernes Forsikring
Brian Mikkelsen