Unge topadvokater vender de store firmaer ryggen
En lind strøm af specialister fra de store advokatfirmaer har i 2016 valgt at blive selvstændige. Den nye tendens afspejler, at de vil knokle for deres egen bankkonto og gafle de klienter, der er trætte af "big law".
De fede tider er tilbage i advokatbranchen, og derfor vover en række af de yngre topadvokater nu at "flytte hjemmefra" og konkurrere direkte med de store firmaer.
Digitaliseringen gør, at de kan åbne deres eget kontor for en beskeden investering uden fordyrende advokatsekretærer og fuldmægtige, og med deres 8-12 års erfaring kan de lokke gode kunder til huse.
»Inden for det seneste år har der været en tendens til, at en række yngre advokater har forladt de store advokatfirmaer for at blive selvstændige. Vi har vel hørt om en 20 stykker, der har gjort det samme som os,« siger Bjarke Holm Hansen. Sammen med sin makker, Jesper Thomas Rokkjær, forlod han Gorrissen Federspiel for få måneder siden og opererer nu under navnet Core Law i Aarhus.
Samme beslutning har Peter Smith truffet sammen med sin nye makker, Peter Honoré. De har begge arbejdet i mere end 10 år i Kromann Reumert, et andet af de største advokatfirmaer. De har for få måneder siden åbnet deres eget Trep Advokater.
Helt lavpraktisk handler det om at få fod under eget bord. Vi bestemmer selv, vi skal ikke holde en masse møder og blive enige med en masse partnere om det hele
»Helt lavpraktisk handler det om at få fod under eget bord. Vi bestemmer selv, vi skal ikke holde en masse møder og blive enige med en masse partnere om det hele, og digitaliseringen har gjort, at vi kan lave et moderne advokatkontor med en betydeligt mindre investering end for 10 år siden,« siger Peter Smith.
Begge understreger, at de ikke går fra deres respektive arbejdsgivere i protest. De regner da også med at skulle knokle lige så meget som selvstændige, som de gjort i hhv. Gorrissen Federspiel og Kromann Reumert.
Men nu bestemmer de alting selv. Og på grund af deres lille størrelse tror de, de kan tilbyde lavere priser end de store firmaer.
I Kromann Reumert har man bemærket tendensen.
»Vi så lidt samme bevægelse lige inden krisen i 2008, men så gik det fuldstændig i stå. Nu ser vi så igen, at nogle ønsker at etablere sig med deres eget firma, fordi markedet er bedre, og digitaliseringen gør, at det ikke kræver så stor en investering,« siger Arne Møllin Ottosen, managing partner i Kromann Reumert.
I udlandet taler man om en bevægelse fra fra "big law", de store firmaer, og over til små selvstændige firmaer, "new law."
Arne Møllin Ottosen vil ikke kalde det for en bet for de store firmaer at miste nogle af deres specialister.
»Det er vel naturligt, at de gode folk ønsker at arbejde i en anden ramme og få fod under eget bord,« siger han.