Erhverv

Konkursadvokat i OW Bunker vil sagsøge ledelse, kapitalfonden Altor og Deloitte for 2,2 mia. kr.

Specialkuratoren i OW Bunker anbefaler at føre to erstatningssager på 2,2 mia. kr. Konkursboet mangler dog penge til sagerne.

Artiklens øverste billede
OW Bunkers tidligere topchef Jim Pedersen flankeret af bestyrelsen og risikochef Jane Dahl Christensen ved børsnoteringen i marts 2014.

Konkursadvokaterne i OW Bunker varmer op til det, der ligner danmarkshistoriens største erstatningskrav i en konkurssag.

Specialkurator Søren Halling-Overgaard ønsker at føre to erstatningssager på samlet 2,2 mia. kr. mod kapitalfonden Altor, den tidligere revisor Deloitte og den tidligere koncernledelse med adm. direktør Jim Pedersen i spidsen.

Professor i konkursret på Aarhus Universitet Kim Sommer Jensen kan ikke umiddelbart komme i tanker om konkurssager, hvor der har været rejst et tilsvarende erstatningskrav.

Den ene sag på 1,2 mia. kr. vil specialkuratoren primært føre mod Altor, fordi kapitalfonden i december 2013 stod i spidsen for at trække et beløb af den størrelsesorden ud af OW Bunker via et selskab i Luxembourg. Finans har tidligere beskrevet, at den manøvre sikrede Altor 1,08 mia. kr., mens 31 ansatte og bestyrelsesmedlemmer også fik penge ud. For tidligere topchef Jim Pedersen udgjorde gevinsten ifølge Finans' beregninger 7,6 mio. kr.

I løbet af få dage forventer vi at have et overblik.

John Sommer Schmidt, partner i Gorrissen Federspiel

Det andet krav på 1 mia. kr. vil Søren Halling-Overgaard rejse mod Deloitte og den tidligere koncernledelse og aktionærkreds.

Det er advokatfirmaerne Plesner og Gorrissen Federspiel, der er kuratorer i OW Bunkers konkursbo. De har udpeget Søren Halling-Overgaard som specialkurator med den opgave at vurdere, hvem der skal føres erstatningssager imod.

Søren Halling-Overgaard ønsker ikke at kommentere sagen i dag, men Gorrissen Federspiel bekræfter, at de to store søgsmål er på trapperne.

»Vi har været ude at spørge kreditorerne om finansiering, og i løbet af få dage forventer vi at have et overblik. Det afleverer vi til specialkuratoren, som står for erstatningssagerne, og det giver ham en økonomisk ramme for, hvor store erstatningssagerne bliver og fra hvilke boer, han kan stævne« siger John Sommer Schmidt, partner i Gorrissen Federspiel.

Dermed henviser han til, at det er fire konkursramte selskaber i den gamle OW Bunker-koncern, som kan gøre gigantkravet gældende. Det drejer sig om OW Bunker A/S, Wrist Marine Supply A/S, OW Bunker & Trading A/S og OW Supply & Trading A/S.

Hvis man vinder sagen, så findes der ingen regler om, at nogen skal have fortrinsret til provenuet.

Professor i konkursret Kim Sommer Jensen

Men der er umiddelbart kun penge i kassen til at føre så store erstatningssager i det ene af selskaberne - OW Supply & Trading. Derfor har kuratorerne været nødt til at spørge kreditorerne, om de vil spytte i kassen, så der er råd til at gennemføre søgsmålene.

Hvis ikke kreditorerne vil finansiere retssagerne fuldt ud, bliver det nødvendigt at skære sagerne til. I den forbindelse er kuratorerne udfordret af, at alle kreditorer skal have del i de penge, som kommer i kassen fra retssagerne. Hvis en kreditor vælger at tage risikoen og finansiere retssagerne, stilles han dermed ikke bedre end sidemanden, som vælger ikke at komme med penge.

»Hvis man vinder sagen, så findes der ingen regler om, at nogen skal have fortrinsret til provenuet,« siger Kim Sommer Jensen, professor i konkursret på Aarhus Universitet.

Hvis lavvande i pengekassen tvinger kuratorerne til at skære sagerne til, kan nogle af nøglepersonerne slippe af krogen. Det fremgår af en cirkulæreskrivelse, som kuratorerne den 30. november i år sendte til kreditorerne for at få overblik over, hvem der vil spytte i kassen til at føre sagerne.

»Såfremt der ikke opnås fuld finansiering, vil sagen således blive tilskåret i forhold til både krav og parter - såvel sagsøgere som sagsøgte - så de forventede potentielle samlede omkostninger ved en sådan reduceret sag vil være fuldt finansierede,« skriver kuratorerne i cirkulæreskrivelsen, hvor de giver kreditorerne 14 dage - det vil sige indtil den 14. december - til at svare.

Ifølge Finans' oplysninger træffer kuratorerne en beslutning om de to erstatningssager i løbet af kort tid.

Deloitte havde onsdag ikke mulighed for at kommentere sagen, mens det ikke er lykkedes at få en kommentar fra Jim Pedersens advokat, John Korsø Jensen. Altor afviser at forholde sig til gigantkravet på nuværende tidspunkt.

»Vi har ikke modtaget nogen stævninger, så der er ikke noget, vi kan kommentere på,« skriver kommunikationskonsulent Anna Tropp fra Altor Equity Partner i en e-mail til Finans.

Kollapset i OW Bunker har ført til et større juridisk opgør, fordi oliehandelsvirksomheden krakkede kort tid efter, at den blev børsnoteret af Altor i marts 2014.

Det har fået flere institutionelle investorer med ATP og PFA i spidsen til at rejse to erstatningssager på i alt 833 mio. kr. mod bl.a. Altor, OW Bunkers konkursbo, den tidligere direktion og bestyrelse samt nøglemedarbejdere.

Derudover har 4.000 private investorer organiseret i Foreningen OW Bunker-Investor besluttet at anlægge et gruppesøgsmål.

Bagmandspolitiet efterforsker desuden kollapset primært i relation til et tab på 750 mio. kr. i Singapore, som sammen med et tab på 900 mio. kr. i virksomhedens Risk Management-afdeling udløste konkursen i november 2014.

Finanstilsynet har opgivet at få rejst en straffesag mod OW Bunkers tidligere ledelse for at have ført investorer bag lyset med et misvisende prospekt.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.