Trussel mod Nets’ guldæg: Storkunder flirter med ærkerivalen
Mobilepay meldte sig i november klar som udfordrer til Nets’ indtjeningsmotor Betalingsservice. Nu inviterer syv af Nets’ storkunder konkurrenten indenfor.
Mindst syv af Nets’ storkunder er klar til at lukke ærkerivalen, Mobilepay, ind for at lægge pres på indtjeningsmaskinen Betalingsservice. Det drejer sig om nogle af landets største energi-, tele- og forsikringsselskaber, som i dag sender millioner af regninger ud via Nets’ Betalingsservice.
»Der er simpelthen brug for konkurrence til Nets i dette marked. Jeg hilser det meget velkommen, hvis Mobilepay vil ind,« siger adm. direktør for energiselskabet SE Niels Duedahl.
Også TDC, 3, Hofor, Dong Energy, Topdanmark og Alka meddeler, at de er klar til at åbne døren for den nye rival til Betalingsservice. Forventningen er, at det vil presse prisen, der i dag er på ca. 5 kr. per betaling.
Udfordreren til Betalingsservice hedder Mobilepay Invoice. Indtil nu har man kun kunnet foretage engangsbetalinger af regninger med Mobilepay Invoice, men med nye investeringer og udvidede funktioner vil Betalingsservice få en konkurrent, som de færreste havde set komme indtil for få måneder siden.
Hvis Mobilepay vinder armlægningen med Betalingsservice, vil det gøre ondt på Nets, som har været ramt af kursfald siden børsnoteringen den 23. september. Danske Bank Markets har tidligere anslået, at Betalingsservice står for 18 pct. af driftsindtjeningen i Nets, svarende til ca. 400 mio. kr. baseret på 2015-tallene.
Siden børsnoteringen er Nordea, Jyske Bank og 70 andre pengeinstitutter helt uventet gået over til Danske Banks Mobilepay. Det har ændret konkurrencesituationen på betalingsmarkedet fuldstændigt, mener John Strand, der er selvstændig it- og teleanalytiker.
»Nets blev børsnoteret i sidste sekund, før korthuset kollapsede. Der er vendt op og ned på det hele, i og med at bankerne er gået sammen om at give Nets konkurrence,« siger han.
I Jyske Bank forventer bankdirektør Leif Flemming Larsen, at Mobilepay Invoice bliver et stort hit.
»Der er mange af vores erhvervskunder, som er utilfredse med prisen hos Betalingsservice. Og dertil kommer, at der er en række bindinger omkring Betalingsservice, hvor fakturaer skal indgives på et bestemt tidspunkt i måneden. I Mobilepay Invoice vil det kunne køre nemmere og hurtigere set fra virksomhedernes side,« siger han.
Nets’ adm. direktør, Bo Nilsson, tager situationen med ro. Han frygter ikke, at Mobilepay Invoice kommer til at gøre ondt på Betalingsservice og indtjeningen i Nets.
»Betalingsservice har været under konkurrence i mange år. På trods af det er der vækst i Betalingsservice, og det er vi glade for,« siger han.

