Danske investorer sætter europæisk rekord og smider 200 mio. kr. efter computerspillere i verdensklasse
En kæmpe kapitalindsprøjtning i dansk e-sport skal løfte det sportslige og kommercielle til nye højder. Med i projektet er bl.a. verdens bedste Counter-Strike-hold, danske Astralis, samt den tidligere landsholdsmålmand Kasper Hvidt.
Danmark skal flyve med på stormen af e-sport, som har givet kraftige vindstød til sportsindustrien rundt om i verden. Nu rykker computerspillet nemlig for alvor fra det mørke teenageværelse til den professionelle sportsindustri i Danmark.
Det sker, efter at et hold af danske investorer onsdag melder, at de over to år vil skyde 200 mio. kr. i et kæmpe e-sportsprojekt. Det bliver den største enkeltinvestering i den digitale sportsgren på europæisk jord.
Millionerne skal munde ud i et 600 m2 stort e-sportscenter i Lokomotivværkstedet i København, hvor fire af Nordens bedste e-sportshold inden for spillet Counter-Strike bliver indlogeret under organisationen RFRSH Entertainment.
»Potentialet for e-sport er så enormt og er på alle måder uforløst i Danmark, fordi holdenes træning og faciliteter er så ustrukturerede. Det vil vi lave om på med fire tophold inden for Counter-Strike. Det bliver med afstand den største kapitalindsprøjtning i e-sport, og det kan bære fænomenet op på et nyt niveau - både sportsligt, men i særdeleshed også økonomisk,« siger stifter og CEO i RFRSH Entertainment, Nikolaj Nyholm.
De fire hold, som bliver en del af den store investering, er danske Astralis, der lige nu er verdens bedste Counter-Strike-hold, det danske hold Heroic samt norske Norse og svenske Godsent.
Investorteamet bag består bl.a. af kapitalfonden Sunstone Capital og de private investorer Tommy Ahlers og René Rechtman. Tilsammen lægger teamet en startkapital på 30 mio. kr.
»De kommercielle interesser i e-sport fortsætter med at skyde i vejret og overhaler inden få år flere klassiske sportsgrene. Sponsorer, investorer og fans bliver ved med at strømme til. Vi ser et kæmpe potentiale i medierettighederne, som har en stor værdi, men som slet ikke er blevet organiseret og værdisat, som vi f.eks. ser det i fodbold,« siger Nikolaj Nyholm.
Når man kigger ud over Danmarks grænser, er e-sporten allerede blevet professionaliseret. Seertallene runder snart 300 mio. om året, ligesom sportspsykologer, globale fanklubber og præmier i millionklassen har gjort sit indtog.
Det professionelle snit bliver også en del af denne store satsning på e-sport. Sportsdirektøren bliver nemlig den tidligere landsholdsmålmand i håndbold, Kasper Hvidt, der lægger håndbolden på hylden efter denne sæson.
»Hvis man vil være verdens førende e-sportsbrand, kræver det mere en professionel tilgang, som man kender det fra elitesporten. Som jeg ser det, mangler branchen organisering og struktur, før den kan udfolde det kæmpe uforløste potentiale. Det vil jeg forsøge at bidrage med i kraft af mine værktøjer fra en lang håndboldkarriere,« siger Kasper Hvidt.
