Unge arvinger får fingre i fynsk milliardværft
Fjerde generation af familien Andersen er blevet medejere af skibsværftet Fayard på Lindø.
Det 100 år gamle reparationsværft Fayard på Lindø har fået nyt blod i ejerkredsen.
Således har den 55-årige ejerleder og skibsbygger Thomas Andersen lukket sine tre børn ind i varmen. Det fremgår af nye oplysninger til Erhvervsstyrelsen.
Familien bekræfter generationsskiftet over for Finans.
»Overdragelsen af anparter til børnene sker med henblik på at bevare familiens ejerskab af Fayard A/S også i fremtiden,« hedder det i en skriftlig udtalelse via selskabet.
Fayard med en omsætning på 1,1 mia. kr. i seneste regnskabsår reparerer skibe og hører hjemme i Lindø Industripark ved Munkebo på Fyn.
Virksomheden har eksisteret siden 1916, da den blev stiftet af Thomas Andersens farfar, som også hed Thomas Andersen.
De tre nye medejere hedder Kristian E. Andersen, Nina E. Andersen og Josefine E. Andersen. De er født i hhv. 1989, 1991 og 1995 og er således alle i tyverne.
De er alle blevet udstyret med b-anparter, mens Thomas Andersen fortsat sidder på magten i kraft af de stemmeafgørende a-anparter.
»Thomas Andersen beholder kontrollen med Fayard A/S og vil stå i spidsen for værftet, dets fortsatte udvikling og daglige drift i mange år endnu,« understreger selskabet, som også oplyser, at der er tale om et længe planlagt generationsskifte.
De tre nye medejere har fået anparter i Fayard Holding, som ikke alene ejer driftsselskabet, altså værftet Fayard. Holdingselskabet står også for at investere overskuddet fra virksomheden.
Den samlede formue er på 437 mio. kr. ifølge det seneste regnskab, som også afslører, at mere end 300 mio. kr. findes i form af værdipapirer.
Fayard hed oprindeligt Fredericia Skibsværft og hørte til i Fredericia. I 2008 blev virksomheden dog smidt på porten og flyttede i de følgende år produktionen til Lindø.
Overskuddet efter skat var sidste år på 67 mio. kr. ud af en omsætning, som for første gang rundede 1 mia. kr.


