Onlinekøb af mad er mest for københavnere
Nethandlen vokser også med dagligvarer. En ny undersøgelse peger på, at de faste kunder trækker fremgangen.
Selvom onlineselskaberne melder om hastig vækst i salget af dagligvarer til danskerne, hentes en stor del af fremgangen nok fra de trofaste kunder. Og især i København.
I hvert fald har selskabet Eniro Danmark for tredje år i træk gennemført en undersøgelse om danskernes handel med dagligvarer på nettet. Og den nye udgave viser, at andelen, som har prøvet af købe dagligvarer på nettet, er stort set uændret. Den ligger i år omkring de 13 pct. - ifølge undersøgelsen.
Flere af de store aktører inden for handel med dagligvarer på nettet melder om hastige vækstrater i år, og konkurrencen mellem dem er skærpet med bl.a. udvidede dækningsområder. Det gælder ikke mindst Coop.dk og Nemlig.com.
Det danske dagligvaremarked er præget af, at der fortsat er op mod 3.000 fysiske butikker. Faktisk er butikstætheden her i landet blandt de højeste i Europa.
Netop det kan ifølge Eniro Danmark også være en årsag til konklusionen i den nye analyse.
»Danskerne er nok i vid udstrækning tilfredse med at købe deres dagligvarer i butikkerne ude i deres lokalområde. Så det fysiske besøg i supermarkedet eller discountbutikken fortsætte for mange danskere - trods flere muligheder for onlinehandel,« vurderer kommunikationschef Kristoffer Apollo, Eniro.
Han henviser til, at 87 pct. af danskerne i undersøgelsen svarer, at de i dag primært køber dagligvarer i lokalområdet.
Eniro-chefen mener, at analysen sammenholdt med meldinger fra selskaberne om markant øget salg af dagligvarer i nethandel tyder på, at forbrugere, der allerede har afprøvet konceptet, bruger det endnu mere. De har taget indkøbsformen til sig og angiveligt sat købsvolumen op.
Nethandel med dagligvarer anslås fortsat ifølge branchekilder kun at udgøre omkring 2 pct. af det danske marked, som er på ca. 100 mia. kr. Onlinemarkedet ser dog klart ud til at vokse.
I efteråret viste en anden analyse, som GFK stod bag, at 29 pct. flere danskere har købt dagligvarer online i første halvdel af 2016 sammenlignet med i fjor.
Coop Danmark har også i efteråret udsendt en analyse, som viser, at især børnefamilierne i de store byer er mest flittige med at købe fødevarer online. Coop Analyse skrev desuden, at 17 pct. af danskerne vurderer, at størsteparten af deres køb af dagligvarer vil komme fra online inden for to år.
Eniro konkluderer, at København og hovedstadsregionen ikke overraskende er den landsdel, hvor den største andel af danskere handler ind på nettet. 25 pct. af københavnere har brugt onlineindkøb af dagligvarer. På Fyn, hvor andelen er lavest i landet, ligger tallet på blot 5 pct.



