Tesla udvider makkerskabet med Panasonic: Satser 1,8 mia. kr. på solceller
En ny solcellefabrik i USA til 1,8 mia. kr. og et nyt partnerskab gør japanske Panasonic endnu vigtigere for Tesla. Aftalen er faldet på plads efter Teslas kontroversielle opkøb af SolarCity.

Nu skal der skub i produktionen af solceller, efter at Tesla har købt det skrantende SolarCity, som solgte solceller til private hjem.
Men det bliver ikke Tesla selv, som skal producere selve solcellerne, men japanske Panasonic. Det skriver de to selskaber i en meddelelse om et nu endnu tættere partnerskab.
Produktionen skal ske i en ny fabrik til 1,8 mia. kr. i staten New York i USA, og samlebåndene kan sættes i gang til sommer. Med tiden vil der blive skruet op for blusset, så der i løbet af 2019 skal fremstilles solceller svarende til en kapacitet på 1 gigawatt. Det svarer til omkring 300 af de største vindmøller fra Vestas.
Solcellerne fra den kommende fabrik skal bruges i produkterne fra SolarCity, og med tiden dermed også i de tagsten lavet af glas med indbyggede solceller, som Elon Musk præsenterede i oktober i år som en del af argumentet for, at SolarCity har en stor fremtid foran sig.
Tesla er ikke bare producent af lækre elbiler – det er et større projekt, hvor målet er at omstille hele vores energisystem, har topchef Elon Musk fra starten af meldt ud. Derfor har Tesla begyndt produktionen af batterier til hjemmet, så man kan gemme energi til senere. Og det var også drivkraften i et opkøb af søsterselskabet SolarCity i november.
SolarCity skulle have været det sidste led i kæden, så ejerne af en Tesla-bil kunne producere vedvarende energi selv, men selskabet skrantede økonomisk. Derfor var Elon Musks plan om at opkøbe selskabet for 14,5 mia. kr. da også stærkt kritiseret af andre aktionærer i Tesla, og det hjalp ikke på det, at det var Elon Musks to fætre, der stod i spidsen for SolarCity.
Panasonic og Tesla har et langt makkerskab bag sig, for den japanske elektronikgigant leverer batterierne til Teslas biler. Sammen har de to selskaber også bygget den 36 mia. kr. dyre batterifabrik Gigafactory, som vil være verdens største producent af batterier, når produktionen er kommet i gang og fabrikken er fuldt udbygget.