Fortsæt til indhold

Facebook køber danske The Eye Tribe

Den sociale medie-kæmpe har købt et mindre dansk teknologi-firma.

Erhverv

En mindre dansk virksomhed er i stilhed blevet overtaget af internet-giganten Facebook.

Det skriver mediet Nordic9, der henviser til data fra CVR, men ikke har kunnet få kommentarer fra hverken Facebook eller det danske selskab, The Eye Tribe.

Data fra CVR bekræfter dog altså, at der kort før jul har været omfattende ledelsesudskiftninger, og at eneejeren nu er Facebook Overseas Inc, der har adresse i Facebooks hovedkvarter.

Shane Hugh Crehan har således taget over som adm. direktør fra medstifter Sune Alstrup Johansen, mens David William King nu er formand for bestyrelsen i stedet for Peter Stig Andersen. Crehan er ifølge Linkedin direktør for Facebooks internationale finansafdeling.

The Eye Tribe, der laver teknologi til at følge, hvad det menneskelig øje gør, når det bruger et virtual reality-headset, leverer ifølge flere medier en del af teknologien til det Facebook ejede VR-firma Oculus Rift.

Selskabet har tidligere ifølge Nordic9 rejst omkring 1,8 mio. dollar i eksterne investeringer, samt modtaget 2,3 mio. dollar fra Innovationsfonden.

De seneste to regnskaber har vist tab på i alt 19 mio. kr. i det lille selskab, der ifølge Nordic9 for få uger siden i en mail til kundebasen har forklaret, at man vil stoppe sin udvikling af de nuværende produkter for at gå i en »anden retning.«

Finans har været i kontakt med Sune Alstrup Johansen, der ikke ønsker at kommentere historien.

Artiklens emner
Facebook