Dansk burgerbar væltet omkuld af amerikansk hæder
Efter glødende anbefaling i et amerikansk medie må Gasoline Grill i København skuffe flere forventningsfulde fastfoodfans med udsolgt-skilte langt før lukketid.
En gammel, nedlagt tankstation midt i København blev for et halvt år siden indtaget af en burgerjoint, som i dag serverer nogle af verdens bedste burgere. Det amerikanske medie Bloomberg rangerede for nylig tankens nye brændstof blandt klodens 27 bedste burgere. Siden er kunderne væltet ind i stride strømme.
»Det er helt vildt, at vi er med på Bloombergs liste. Siden offentliggørelsen er vi blevet løbet over ende af kunder og medier og har et salgsniveau svarende til det, vi havde i sommerhøjsæsonen,« siger ejer af Gasoline Grill, Klaus Wittrup, til flere medier.
Han tilføjer, at vintervejret ikke har forhindret folk i at finde ned på den gamle tank. For nylig måtte de melde udsolgt allerede kl. 14 på grund af en kødrand af hungrende kunder.
»Generelt sælger vi lige så mange burgere på to en halv time, som vi plejer at gøre på otte timer,« siger Klaus Wittrup.
Som teenager boede Klaus Wittrup i Chicago, og han lægger ikke skjul på, at burgerne i Gasoline Grill er inspireret af amerikanske standarder. En af burgernes store kvaliteter, at den kan indtages med én hånd uden at falde fra hinanden, mener han.
Anmeldelsen fra USA er ikke kun godt nyt på grillen. Hos slagterigiganten Danish Crown, hvis datterselskab Friland leverer de silkeskårne økobøffer, får Bloombergs liste mundvandet til at løbe.
»At dansk oksekød fra Danish Crown Beef vitterlig er i verdensklasse, blev der sat en tyk streg under, da københavnske Gasoline Grills burgere for nylig blev kåret til at være blandt verdens bedste,« skriver de i en pressemeddelelse.
Da Klaus Wittrup slog dørene op var målet succes i den danske fast cash dining industry - et mættet marked med hård konkurrence. At han allerede efter et halvt år har tiltrukket opmærksomhed fra sværvægtere som amerikanske Shake Shack, kom derfor som noget af en overraskelse.
»Da vi åbnede for et halvt år siden, regnede jeg med, at vi skulle lave et godt produkt, der ville gøre os berømte i Danmark. Men at få international berømmelse så hurtigt havde jeg ikke forventet,« siger han.
Fremover skal konceptet forfines og spredes, hvis de skal kunne håndtere bestililingerne og stadig levere på et højt niveau. Inden alt for længe håber Klaus Wittrup på at kunne åbne næste burgerbar.

