Fortsæt til indhold

Rigsrevisionen beder nu DR om svar i hestesagen

Rigsrevisionen, der kontrollerer brugen af offentlige midler, har bedt DR redegøre for sagen om USA-korrespondentens hestetransport.

Erhverv

Statens økonomiske vagthund beder nu DR redegøre for detaljerne i sagen om, at mediehuset har betalt 70.000 kr. for at få en USA-korrespondents kones hest fløjet fra Danmark til Washington.

Rigsrevisionen, der holder øje med brugen af offentlige midler, har bedt om en redegørelse, der bl.a. skal klarlægge om den meget omtalte sag flugter med reglerne i forvaltningsloven.

»Rigsrevision har bedt om en redegørelse om sagen: Er det kutyme eller ikke kutyme? Den udlægning vil vi så tage stilling til, når vi har den,« siger statsrevisor Søren Gade (V).

Nyhedsdirektør i DR, Ulrik Haagerup, bekræfter, at DR har modtaget en anmodning om en redegørelse.

»Vi har fået en henvendelse, og den svarer vi selvfølgelig på,« siger han.

Ulrik Haagerup har tidligere udtalt, at sagen var en »fejl« fra DR's side. Men han mener ikke, at der er tale om et brud på reglerne om god forvaltning.

»Jeg ser ikke, at der er overtrådt nogle formelle regler. Jeg konstaterer, at der ikke er sket budgetmæssige overskridelser. Johannes Langkildes flytning blev med vilje fra hans side gjort betydeligt billigere end normalt ville være for en familie. Det var bl.a. fordi, der var en aftale om, at DR så betalte for hans hest.«

Men hvorfor var det så en fejl ?

»Fejlen er et fejljugement. Forstået på den måde, at det sender et ekstravagant signal,« siger han.

»Det fremgik i al tydelighed af den reaktion, der har været. Det opfattes som om, at vi sviner med licensmidlerne, hvilket vi ikke gør.«

Vil redegørelsen omhandle andre korrespondenter?

»Jeg tror, at man kigger på de flytteudgifter, der i øvrigt er for udstationerede. Det gør vi med glæde.«

Men kommer der andre lignende, særlige poster som denne, som I synes, at I skal informere Rigsrevisionen om?


»Nu skal vi lige lave redegørelsen. Men nej, jeg ser ikke, at der er noget tilsvarende.«

Rigsrevisionen kontrollerer, at offentlige midler bruges, som Folketinget har bestemt. Organet reviderer statens regnskaber, herunder regnskaberne for ca. 200 selskaber, herunder altså DR.

Rigsrevisionen har tidligere løftet pegefingeren over for DR's lønninger.

Da DR's bestyrelse i 2014 hævede generaldirektør Maria Rørbye Rønns faste løn 25 pct. til 3,5 mio. kr., påpegede Rigsrevisionen, at det var »et højt niveau« sammenlignet med andre offentlige ledere i tilsvarende stillinger, og at en sådan »betragtelig« lønstigning »bør skriftligt begrundes og dokumenteres, og (Rigsrevisionen, red) skal anbefale, at dette gøres fremadrettet.«

DR's bestyrelsesformand, Michael Christiansen, forklarede, at generaldirektørens løn nu blot lå på niveau med hendes forgænger, Kenneth Plummers gage, og påpegede i øvrigt, at Rigsrevisionen ikke tidligere havde haft anmærkninger til det niveau.

Artiklens emner
DR
Rigsrevisionen