Fortsæt til indhold

Jysk familiefirma på vej mod endnu et milliardsalg

Holstebro-virksomheden Færch Plast blev opkøbt i 2014. Nu har virksomheden kurs mod at blive solgt igen, blot for et større beløb.

Erhverv

Succeshistorien i den vestjyske virksomhed Færch Plast er på vej mod endnu et nyt gyldent kapitel.

Det skriver Børsen.

For efter at Færch Plast i 2014 blev købt af kapitalfonden EQT for omkring to mia. kr., er der nu gjort klar til at sælge Holstebro-virksomheden videre for omkring seks mia. kr.

Færch Plast har da også vist sig som en forrygende forretning de seneste år, da både omsætningen og overskuddet har nået rekordhøjder.

Ved udgangen af 2015 endte antallet af ansatte i moderselskabet Færch Plast Group på over 1.100, hvilket er dobbelt så mange som året før.

»Vi er tilfredse med udviklingen i Færch Plast over årene, hvor vi både har haft succes med organisk vækst, men også med nogle attraktive opkøb,« siger Morten Hummelmose, partner i kapitalfonden EQT, til Børsen.

Færch Plast blev stiftet i 1969 af Færch-familien, der ejede virksomheden frem til 2014, hvor den altså kom over på EQT's hænder.

Plastvirksomheden producerer emballage til fødevareindustrien, og dens plastbakker kan findes i stort set samtlige danske supermarkeder.

Artiklens emner
R. Færch Plast
EQT