Her er de 10 vigtigste nyheder fra Finans onsdag morgen
Få et hurtigt overblik over nattens og morgenens vigtigste nyheder.
Et af verdens største ratingbureauer og Danmarks erhvervsminister gennemhuller nu Nykredits argumentation for, at det er nødvendigt at gå på børsen. Ifølge Nykredit kræver ratingbureauer og myndigheder en hurtig overholdelse af nye kapitalkrav, selv om de indfases løbende. Men det passer ikke, fastslår erhvervsministeren og Standard & Poors.
Syd Energi vil sælge aktier for lille milliard. Dong Energy kan meget snart blive en stor aktionær fattigere, da energiselskabet Syd Energi har sat sine cirka 3,6 mio. aktier til salg. Aktieposten svarer til 0,9 pct. af Dong Energys samlede aktiekapital. (Bloomberg News)
Storbritanniens Premierminister Theresa May satte hårdt mod hårdt i forhold til EU, da hun holdt sin store Brexit-tale. Storbritannien forlader Unionen, og de lande, der ikke vil samarbejde efterfølgende, vil mærke det, sagde hun. Men både diplomater fra EU og flere europæiske topledere er efter talen enige om, at Mays kurs vil ramme Storbritannien hårdest og hårdere end de tilbageblivende EU-stater. (Bloomberg)
Obama benåder Chelsea Manning. USA's præsident, Barack Obama, har på en af sine sidste dage på kontoret valgt at barbere straffen ned for Chelsea Manning, der i 2009 lækkede fortrolige oplysninger om USA's krigsførelse i Afghanistan og Irak til Wikileaks. Efter planen bliver hun nu løsladt 17. maj i år. (JP)
Godkendelse af lægemiddel forgylder dansk biotekselskab. Det franske medicinalselskab Sanofi, som er Novo Nordisk største konkurrent, har nemlig fået EU-kommissionens tilladelse til at markedsføre diabetesmidlet Soliqua i Europa. En tilladelse, der sender 10 mio. dollars – ca. 70 mio. kr. – til det danske biotekselskab Zealand Pharma - og det kan bare være begyndelsen på en milliardindtægt.
Risikable boliglån er ikke længere billigst. Boligejere, der turde løbe den største renterisiko er længe blevet belønnet med den laveste rente. Men sådan er det ikke længere. Efter den seneste tids rentefald har F3-lånet væltet Kort Rente-lånet af pinden.
Datingkongen Morten Wagner har købt sine partnere ud af Freeway-koncernen, der blandt andet står bag hjemmesiderne Dating.dk og Lejebolig.dk. Det sker efter 19 års partnerskab med de nu tidligere partnere Peter Johan Sønderby og Henrik Back, der får et trecifret millionbeløb med fra handlen, skriver Morten Wagner på Facebook. (Ritzau)
Onlinesupermarkedet Nemlig.com må forberede sig på endnu hårdere, international konkurrence i salget af dagligvarer på nettet. Flere finansielle rådgivere skal derfor skubbe selskabet i den rigtige retning. Men ifølge direktøren for virksomheden er målet ikke at finde en køber.
Mærsk-familiens investeringsselskab tager for alvor form. To generationer af Mærsk-familien sidder centralt i investeringsselskabet A.P. Møller Holding, nemlig Robert og Ane Uggla. Nu er to erfarne erhvervsledere kommet med ombord i form af Jan Leschly og Peter Straarup, samt Maersk McKinney-Møllers mangeårige assistent, Lars-Erik Brenøe. (ShippingWatch)
Boomet i forbruget af alkoholfrie og alkohollette øl kan mærkes i de danske supermarkeder. Både Dansk Supermarked og Coop rapporterer om stigende salg. Coop oplevede første gang trenden med en syvdobling af salget i 2014. Den tendens vil Danmarks to største supermarkedskoncerner altså lukrere på.
Store udenlandske investorer har fundet en gylden vej til et sikkert overskud. Vejen går via de danske fleksobligationer. Interessen er så stor, at det i sig selv er med til at presse fleksrenten ned i negativt territorium. Tirsdag faldt renten på F3-lånet således til -0,07 pct.
Har du fået overblikket? Du kan også få de vigtigste nyheder direkte i mailboksen eksklusivt udvalgt af vore redaktører ved at tilmelde dig vores morgenbriefing.


