Gummisko har forgyldt John og Per i mange år: Nu er det slut
Ved årsskiftet mistede John Ginsborg og Per Rasmussen retten til at sælge Converse-sko i Norden. Siden årtusindeskiftet har det ellers været en guldrandet forretning for dem.
En gummisko med en stjerne som logo.
Det lyder ikke som raketvidenskab, men ikke desto mindre har gummiskoen været stærkt medvirkende til, at John Ginsborg og Per Rasmussen de seneste 10 år har kunnet sætte mange millioner ind på bankkontoen.
De to erhvervsmænd har siden årtusindeskiftet haft rettigheden til at sælge Converse-sko i Norden, og der er vist ingen tvivl om, at det har været en guldrandet forretning.
År efter år har der været et pænt overskud i selskabet Converse Scandinavia, som er ejet af John Ginsborg og Per Rasmussen. Det samlede overskud i de seneste 10 regnskabsår lyder på 565 mio. kr. i selskabet, og undervejs har de to ejere trukket store millionudbytter ud til sig selv ad flere omgange.
Men da 2016 blev til 2017, mistede Converse Scandinavia rettigheden til at sælge Converse-produkter i Norden, og dermed sluttede et lukrativt forretningsområde for John Ginsborg og Per Rasmussen.
Finans har været i kontakt med Per Rasmussen, men han har ikke ønsket at stille op til interview. Dog bekræfter han, at distributionskontrakten udløb ved årsskiftet, og at det nu er selskabet Converse Inc., der er ejet af Nike, som skal sælge Converse-sko i Norden.
Allerede ved udgangen af 2013 ændrede vilkårene sig i aftalen med Nike, og det gav indtjeningen et hak nedad for Converse Scandinavia, som toppede i regnskabsåret 2012/2013 med et overskud efter skat på 125,4 mio. kr.
John Ginsborg har den største ejerandel i Converse Scandinavia og er desuden kendt for at stå bag modekæderne Deres og Sparkz.


