Fortsæt til indhold

Redningsforsøget mislykkedes: Nordjysk tankvognsproducent konkurs

Tankvognproducenten HMK Bilcon er ifølge nordjyske.dk gået konkurs efter et halvt års rekonstruktionsforsøg. Fremtiden usikker for 80 ansatte

Erhverv

Flere års skranten efterfulgt af et halvt år under rekonstruktion ender nu med konkurs for den nordjyske tankvognsproducent HMK Bilcon.

Det skriver nordjyske.dk. Virksomhedens 80 ansatte blev ifølge mediet orienteret fredag middag.

HMK Bilcon har siden august været søgt solgt under en rekonstruktionsproces, men har i flere år kæmpet med at gennemføre en omfattende turn around-proces, der altså er mislykkedes.

»Jeg er stolt af, at det er lykkedes at drive virksomheden med overskud her i rekonstruktionsperioden. Det er blot ikke lykkedes at finde en løsning ud fra de tilbud, der var om at købe virksomheden,« lyder det fra adm. direktør Peter F. Jensby over for Nordjyske.

Det er ikke lykkedes for mediet at få en kommentar fra kurator Christian Jul Madsen, Kromann Reumert.

HMK Bilcons ejerforhold strækker sig gennem to holdningsselskaber oprettet til rekonstruktionen til selskabet Baule AG og Frank Ewald, begge fra Schweiz. Seneste aflagte regnskab for selskabet er helt tilbage fra perioden frem juni 2015, og viste et underskud på 8,2 mio. kr. efter skat - selskabets tredje minus i træk. Egenkapitalen var dengang på 50,9 mio. kr.

Artiklens emner
HMK Bilcon