Fortsæt til indhold

Dansk møbelkæde med milliongæld går konkurs

Møbelhuset 123 Lagersalg er erklæret konkurs og lukker med en samlet gæld på 10 mio. kr.

Erhverv

Lavpriskæden 123 Lagersalg drejer nøglen om.

Møbelkæden, der har selskabsadresse i Kolding, er gået konkurs og lukker med en samlet gæld på 10 mio. kr.

Det skriver Jydske Vestkysten.

Skat, som har et tilgodehavende på 5,7 mio. kr. i kæden, begærede møbelhuset konkurs i slutningen af 2016.

Selskabet forsøgte efterfølgende at redde forretningen med en såkaldt rekonstruktion, men mandag måtte 123 Lagersalg kaste håndklædet i ringen.

Kæden har haft otte adresser rundt om i landet inklusive et centrallager i Fredericia. Ved konkursen var to af butikkerne allerede lukket ned.

Møbelhuset solgte bl.a. møbler opbevaret i uopvarmede lokaler gennem en online-butik for at holde omkostningerne nede.

En lavere varmeregning har imidlertid ikke været nok til at redde selskabet. Det kom til udtryk, da møbelkæden senest aflagde regnskab.

Regnskabet for 2015 viste et underskud på tæt på 4 mio. kr., og egenkapitalen var 3,9 mio. kr. i minus. I samme regnskab anmærkede revisoren, at selskabet i flere perioder ikke havde indberettet korrekt moms.

På sin hjemmeside har 123 Lagersalg skrevet en vejledning til kunder, som måtte have et tilgodehavende i kæden.

»Vi beder dog om stor tålmodighed, da der er tale om et stort arbejde med udredning af varer og kunder,« skriver 123 Lagersalg på siden.