Prisvindende erhvervsmand sagde sit gode job op - nu har han fundet lykken
Jeg har aldrig lært så meget, som jeg gør lige nu, lyder det fra Peter Stuhr, der i 2016 droppede et velbetalt job for at blive iværksætter.
Bliver man lykkelig af at sige farvel til sin direktørløn og goddag til livet som iværksætter?
Svaret på det spørgsmål er et rungende ja, hvis man spørger Peter Stuhr, der gennem årene har vundet forskellige slags erhvervspriser og i 2014 blev kåret som et Danmarks 50 største ledertalenter af Dansk Aktieanalyse.
I slutningen af 2015 sagde Peter Stuhr sit job op som salgs- og marketingsdirektør i AL Finans for at forfølge sin drøm om at skabe sit eget.
»Reaktionen fra kolleger og andre var, at jeg da ikke kunne sige farvel til en god løn, arbejdsgiverbetalt pension og firmabil. Det gav ikke meget mening hos min omgangskreds, og det var da også et svært skridt at tage. Men jeg har aldrig lært så meget, som jeg gør lige nu. Det har udviklet mig helt vildt at stå på egne ben,« siger iværksætteren til Finans.
Peter Stuhrs drøm mundede i 2016 ud i tech-virksomheden Leneo, der stiller en platform til rådighed for banker, finansielle institutioner og andre, som tilbyder deres kunder leasing af den ene eller anden art.
Med Leneos platform behøver virksomheder derfor ikke tænke på it-systemer eller personale. Den del tager Leneo sig af.
»Leasingmarkedet buldrer bare af sted, og der er ingen tvivl om, at samfundet bevæger sig mere og mere i den retning. Om det så handler om et Netflix-abonnement eller en leaset bil til 2.000 kr. om måneden,« siger Peter Stuhr.
Noget tyder på, at erhvervsmanden har en pointe. For i hvert fald er antallet af nyleasede biler ifølge Danmarks Statistik steget markant de seneste år.
Flere investorer har da også set lyset i Leneo, heriblandt venturefonden Seed Capital og Thorleif Krarup, tidligere topchef i Nordea, som samlet har kastet et større millionbeløb i leasingvirksomheden.
Thorleif Krarup er tilmed blevet bestyrelsesformand for Leneo, og derudover er Danske Spils administrerende direktør, H.C. Madsen, en del af bestyrelsen.
Inden Peter Stuhr begyndte sin Leneo-satsning, satte han sig nogle mål for, hvad han skulle opnå inden for bestemte perioder. Hvis han ikke nåede målene, ville han opgive iværksætterdrømmen.
Et af målene var at få investorer med i det første leveår, og det er som bekendt lykkedes.
Men hvad er målsætningen så i de kommende år?
»Vi skal dække de nordiske lande inden for få år, og vi kommer primært til at fokusere på finansielle selskaber som kunder. Vi har en klar forventning om, at vi administrerer leasingaftaler for adskillige milliarder kroner i løbet af få år,« siger Peter Stuhr.

